5 dage er nu gået med vandreferie på Færøerne – en fantastisk ferieform
Så blev det vores sidste vandredag på disse smukke øer. Vejret tegnede igen til at blive en skøn dag og turen i dag skulle være den korteste. Det var meget rart, for mit knæ var noget ømt efter de sidste dages stigninger. Vores buschauffør kørte os igen af fjeldvejen til øen Vágar (ikke langt fra lufthavnen). Undervejs passerede vi det færøske fængsel, der ligger på en fjeldtop med udsigt direkte ud over fjorden. Jeg er sikker på, at det må være det smukkeste beliggende fængsel. I øvrigt fortalt vores chauffør, at der kun var en fange i det og at man havde mulighed for, at booke en overnatning. Det kunne være en ide til min næste vandreferie på Færøerne. For der bliver helt sikkert en næste gang.
Navneforvirring
Dagens vandring startede med at gå mod Sørvágsvatn. Det er Færøernes største ferskvandssø, som vi skulle rundt om. Søen ligger 32 meter over havet. På et tidspunkt af vores vandretur ser det ud som om, søen er i niveau med havet, men det er naturligvis et synsbedrag.
Søen er 6 km lang og 800 meter bred. De lokale er dog lidt uenige om, hvad søen hedder, så på den ene side hedder søen Leitisvatn og på den anden Sørvágsvatn. Vi går langs med søen med de to navne, der ligger utroligt smukt i det flotte vejr.
Første mål for vores sidste da på vandreferien på Færøerne er Trælanípa, på dansk Trælle klippen. Det er en 142 meter stejl klippe direkte ned i havet. Den fik sit navn i vikingetiden, da sagnet fortæller, at Trællene blev smidt ud over klippen, når deres herre blev trætte af dem. Det må have været en grufuld død, for der var lidt skræmmende deroppe på toppen.
Men udsigten var fantastisk. Vi kunne se rigtige mange af øerne og helt i det fjerne kunne vi skimte den sydligste ø Suderø.
Gik vi ud til kanten af klippen kunne vi se Bøsdalafossur, et smukt vandfald direkte ud i havet. Der er en del vind herude på spidsen og derfor så det faktisk ud som om, vandet løber opad, fordi vinden ude fra havet presser noget af vandet den modsatte vej. Vi begav os ned af klipperne mod selve vandfaldet. Det var nemlig muligt, at komme helt hen til vandfaldets udløb.
Dramatiske klippe formationer
Klipperne herude mod Atlanten er prægtige og dramatiske, hvilket naturligvis giver anledning til mange fotostop. Men modsat skal vi også se, hvor vi sætter vores fødder, for vi kravler ned og rundt i klipperne. Da vi ankommer til det plateauet som vandfaldet er på, sætter vi os og spiser vores medbragte frokost. Det er endnu et fantastisk sted. En af vore rejsedeltager smider det meste af tøjet og tager en svømmertur i søen. Der er ikke andre der følger hans eksempel, da vandet konstant er ca. 10 grader heroppe.
Efter frokost udforsker vi området omkring vandfaldet. Der er rester af et fæstningsværk som englænderne brugte under 2. verdens krig. På det tidspunkt var der tusindevis af engelske soldater på øerne. Vi havde god tid i området, det var dejligt. Hjemturen gik langs søen, stort set samme vej som vi gik derud.
Vandreferie Færøerne giver blod på tanden
Rigtig mange af øerne er forbundet med broer eller tunneler. Faktisk er der lige åbnet en tunnel, med den første underjordiske rundkørsel, det er da lidt sejt. Der er stadig en del mindre øer, hvor det kun er muligt at komme ud med båd eller helikopter. Men jeg fandt ud af, at en helikopter tur til en af de små øer, kun kostede 250 kr. På øerne er der ofte mulighed for, at booke en værelse hos de få beboere på øen og blive en nat over. Det må være et af mine mål for det næste besøg. At komme ud og se nogle af de små øerne lidt længere ude. I øvrigt har jeg kun set en brøkdel af det, som øerne byder på.
Ferien blev sluttet af med en meget lækker 3 retters gourmet middag i Thorshavn, fiskesuppe – torsk og rabarberkage, kun lokale råvarer (ingen lam til mig).
Du kan genlæse mit første besøg i Thorshavn her
Færøerne er fantastisk – det har vejret også været. Jeg kommer tilbage
Leave A Comment