Vandreferie - Ømme ben glemmes i en magisk natur

Vandreferie – jeg vågnede til morgen kunne jeg godt mærke mine ømme ben er det ferie?

Selv med ømme ankler og knæ, stod jeg op med fornyet energi og glædede mig til, hvilke oplevelser dagen bød på, dette her tegner til en fantastisk vandreferie. Vi boede jo samme sted alle dagene, så vi havde vores egen bus, der hentede os og bringe os rundt til de forskellige steder. På dagens udflugt skulle vi blive på hovedøen Streymoy. Turen gik af den smukke fjeldvej til Saksun, en lille bygd med kun 10 indbyggere. Som i mange bygder er der en kongsgård og en kirke.

Saksun

Saksun ligger helt usædvanligt smukt for enden af en smal fjord med meget høje fjelde på begge side. Husene, gårdene og den lille hvide kirke lå smukt i den usædvanlig grønne natur. Tidevandet er meget markant i denne fjord, så ved lavvandet er det muligt at vandre helt ud til fjorden munding, ud til Atlanterhavet. Men vores guide havde helt andre planer med os, vi skulle over fjeldet. Når nu vi står nede og kigger op, er der meget stejlt syntes jeg.

^{Ja, det er jo bare det fjeld vi skal over}

Vi skal vandre ca. 10 km over fjeldet til Tjørnuvik. 10 km lyder jo ikke af så meget og under normale omstændigheder vil det vel tage lidt under 2 timer, men her tager det ca. 4 1/2 time. Det var ikke fordi vi gik langsomt, men simpelthen fordi der var så mange stigninger og fald. Vi startede nede fra byen i gråvejr og gik op af fjeldet.

Vi gik forbi vandfald og jo højere vi kom op, jo smukkere blev udsigten. Atlanterhavet havde en helt fantastisk blå farve, der matchede de grønne fjelde hel fantastisk.

Jo højere vi kom op jo mere tåget blev der. Vores guide forklarede, at der altid på Færøerne er en chance for, at tågen ruller inde over meget hurtigt. Hvis det skulle ske, skulle vi blot sætte os ned og vente ind til den letter igen. Vejret skifter utroligt hurtigt heroppe. Men så slemt bliver det heldigvis ikke.

^{Jo højere vi kom op, jo mere kunne vi se af Atlanterhavet med sin smukke blå farve}

Helt magisk

Vi holde en kort pause inden vi passerede fjeld toppen, det var selvfølgelig helt planlagt af vores guide, da han viste hvad der ventede os. Da vi gik hen over fjeldtoppe åbenbarede sig den smukkeste udsigt og tågen lettede. Ude i den fjerne kunne vi se klipperne ved Tjørnuvik – den ikoniske klippeformation har fået navnet Kæmpen og Kællingen. Sagnet fortæller at kæmperne på Island ville slæbe Færøerne med hjem, derfor blev en kæmpe og hans kone send ud på opgaven. De lagde en reb om en af øerne og asede og masede, men da den første sol stod op blev de til sten.

Et lille stykke ned af fjeldet holdte vi vores frokost, med den smukkeste udsigt. Tågen letter mere og mere og efterhånden kan vi også se den lille by Tjørnuvik der ligger i bugen ud til Atlanterhavet. Det er dog en lidt større bygd end den vi forlod, her er 48 indbyggere. Og lidt sjovt er er den lille kirke vi forlod i Saksun faktisk er flyttet fra Tjørnuvik i 1850´erne, hvor der ingen vej var, så det blev båret over fjeldet af samme sti som vi gik. De færinger er nogle seje nogen, for jeg var mør i benene, da vi kom ned til den lille by ved vandet.

^{Tjørnuvik i sigte – med kæmpen og kællingen forude}

^{Et smukt sted at spise den medbragte mad}

Vafler og kaffe

Efter 4 1/2 times relativ hård vandring for en uerfaren vandre som mig, var det fantastisk at møde Hans Esbern. Da vi kom til hans hus var der sørget for hjemme bagte vafler og kaffe og en hyggelig snak. Det var lige hvad vi trængte til. Selvfølgelig er det noget han gør for alle turiset og tjener godt på, men det betød overhoved intet i dette øjeblik. Noget så almindeligt er også dejligt når man er på vandreferie.

Vi brugte lidt ekstra tid til, at gå lidt rundt i byen og besøge den lokale strand. Og det var en strand, sandet var sort og vandet var blåt. Og fødderne skulle naturligvis dyppes i Atlanterhavet. Jeg kan afsløre at det var pænt koldt i juli måned.