Antarktis eller……… Corona.

Det 7. kontinent

Min datter har gennem mange år, haft et mål. Hun skulle simpelthen besøge verdens 7 kontinenter, inden hun blev 25 år. Hun manglede kun et enkelt – Antarktis. Det eneste tidspunkt der passede ind i hendes plan, var i marts måned i 2020. Hun spurgte om jeg ville med, hvis ikke ville rejste hun selv. Inden jeg kunne give hende et svar, krævede det lige, at jeg fik afklaret med mit arbejde, da den periode på året er min allertravleste.

Heldigvis har jeg nogle fantastiske kollegaer/medarbejdere, der nok skulle hjælpe mig. Så et ekstraordinært eventyr sammen med min datter var indenfor rækkevidde. Min datter havde planlagt en rejse på 3 uger, jeg selv lidt kortere. Jeg skulle mødes med hende i Buenos Aires, hvor vi skulle være et par dage. Herfra skulle vi sammen flyve sammen til Ushuaia, den sydligste spids af Argentina. Området hernede kaldes Lands End (verdens ende) og her havde vi planlagt et par dages vandring i Andesbjergene. To dage efter skulle vi påmønstre et skib med kurs Antarktis for de næste 10 dage. Vi skulle sejle over Drake passagen til Antarktis. Når vi ankom til Antarktis, havde vi 4-5 dage på dette mindst befolkede kontinent inden turen gik retur til Argentina. Vi havde fået tilrettelagt vores helt egen drømmerejse af Jysk Rejsebureau.

Vi glædede os helt vildt til, at tage ud på dette ultimativ eventyr sammen. Vi skulle opleve denne forunderlige og næsten uberørte del af verden, til at se hvaler, pingviner, isbjerge, vulkaner, sæler, fugle og hvalrosser. Vi skulle se forladt forskningsstationer tilbage fra 50’erne, vandre på vulkaner og meget meget mere. Jeg må dog erkende, at jeg var noget nervøs for at sejle gennem

Men jo nærmere vi kom på vores afrejse, jo mere blev der snakket om Corona. I første omgang som en influenza agtig sygdom, der var i Kina. Efter jul kom Corona også til Europa, vi blev mere nervøse. Når vi forhørte os om Sydamerika, så var der overhoved ingen Corona. Det gav jo også meget god mening, da det var sommer og varmt i Argentina. Efter at have snakket med vores rejsebureau blev vi enige om, at det nok var en god ide, at jeg rejste sammen med min datter, i stedet for at rejse 3 dage senere. Vi var alle enige om, at det var en god ide, at komme ud af Europa og væk fra Corona.

Vi skulle blive klogere

Derfor fik jeg ændret min flybillet, bestilt hotelværelse i løbet af et par dag. Så den 11. marts 2020 (af alle datoer) kørte vi til lufthavnen med kurs mod vores livs eventyr, Stines mål – Antarktis.

Allerede på vores mellemlanding i Frankfurt, lukkede Statsministeren Danmark ned. Det kom fuldstændig bag på os, at sådanne foranstaltninger kunne blive taget i anvendelse i vores lille trygge land. Vi havde overhoved ikke set det komme. Havde måske troet, at vi skulle passe lidt bedre på vores gamle og sårbare, men lukke landet…. vi var målløse. Det beskriver nok bedst vores tilstand.

Vi går ombord på flyet til Buenos Aires og havde en flyvetur på 13 timer foran os. Vi tænker, at hvis vi bare bliver lukket ind i Argentina var vi “home safe”. Det var dog 13 lange timer, med masser at tanker om, hvordan situationen var i Argentina. En time før vi skulle lande i Buenos Aires blev det annonceret, at vejret var så skidt, så vi måtte en tur til Brasilien og vente på bedre vejr. Det tog ekstra 5 timer. På flyturen fra Brasilien til Argentina skulle vi udfylde en erklæring om, hvor vi havde opholdt os de sidste 14 dage mv. I lufthavnen fik vi målt vores temperament, men vi slap ind.

Vi kom ind

Vi blev så lettede og fejrede det med en tur på Mcdonald’s. Vi tog en taxa ind til vores hostel midt i byen. Vi fik det allersidste værelse, som bestemt nok også var det mindste, men der var to senge og rent sengetøj og vi var på vej. Så humøret var så højt. Vi gik en tur i byen, der summede af liv. Ingen tegn på Corona overhoved.

Vi starter med at gå ned til Buenos Aires´centrale plads Plaza de la Republica.

Herefter fik en af verdens smukkeste kirkegård La Recoleta Kirkegård vores besøg.

Den er helt fantastisk smuk og er stedet hvor de rige og berømt er bliver begravet. Ud over en nobelpristager, et af Napoleons børnebørn, ligger også den mest berømte argentina´s tidligere førstedame Evita Peron også begravet her. Her var fredfyldt og smukt.

Vi var dog ramt af jetlag, så en hurtig steak på en cafe inden vi tog hjem og gik i seng. Inden vi gik i seng fik vi dog bestilt en ridetur næste morgen.

Vi blev hentet tidligt og kørt 1 1/2 timer nordøst for byen til en poloklub.

Her skulle vi tilbringe det meste af dagen både med en ridetur i naturen og et barbecue bagefter. Vi blev udstyret med lidt rideudstyr og fik tildelt hver vores hest. Sammen med to englændere og en guide begav vi os ud i den dejlig natur omkring poloklubben.

Det var jo polo heste, så ridestilen var lidt speciel. De skulle styres med benene og kun venstre hånd. Vi havde en rigtig dejlig ridetur. Efter 2 1/2 timer og ømme i krop og bagdel stod den på barbecue. Det lækreste oksekød, grillede grønsager, salat og vin.

Gid fanden havde internettet

Engang imellem ville jeg ønske, at vi bare var helt uden internetdækning. Da vi kom retur til poloklubben bimlede vores telefoner som gale. Det viste sig, at udenrigsministeren havde opfordret alle dansker til at rejse hjem. Det gav jo overhoved ingen mening, der var jo ikke Corona i Argentina – det var jo helt skørt at rejse hjem til Corona.

Da ejeren af poloklubben fandt ud af, at vi var fra Danmark, begyndte han at ringe rundt. Selv om vi ikke forstod spanske, kunne vi godt forstå på hans kropssprog, at han var nervøse for, at have os på besøg. Til trods herfor fik vi lov til at nyde et par timer ved klubbens pool, og blev vist rundt i gæstehuset mv. Det var et fantastisk sted i en hel fantastisk smukke natur. Corona var så urealistisk på dette smukke og rolige sted.

Da vi kom tilbage til byen på vores hotel, fik vi sms´er hjemmefra. De ville vide, hvad vi gjorde, om vi kom hjem, om vi var registreret på danskerlisten mv. Alle var bekymret for os – og vi var bare så langt væk fra det hele (troede vi). Vi ringede til rejsebureauet for at høre, hvordan vi skulle forholde os.

Forvirret – ja meget

De forklarede, at hvis vi skulle hjem, var det for egen regning og hele vores rejse var spildt. Årsagen hertil, var at udenrigsministerens blot anbefalede, at vi rejste hjem, der var ikke tale om en evakuering. Jeg må erkende, at en rejse til Antarktis ikke er billig, og en mistet rejse ville gøre, at vi økonomisk nok ikke fik råd til det igen.

Jeg ringede også til vores forsikring, der gav samme oplysning , at de ikke dækkede hvis vi valgte at rejste hjem. Vi var enormt forvirret og vidste helt ærligt ikke hvad vi skulle gøre. Rejsebureauet rådede os til at rejse videre. Jeg aftalte dog med Jysk Rejsebureau, at de skulle undersøge, om vi måtte komme med båden til Antarktis.

Vi gik forvirret og meget frustreret i seng uden en klarhed. Næste morgen fik vi den værste opringning fra rejsebureauet, der oplyste os om, at rederiet ikke ville have os med, medmindre at vi gik 14 dage i karantæne.

Det var jo ikke praktisk muligt, da vi skulle påmønstre skibet to dage senere. Vores rejse var definitiv slut, allerede før den egentlig var startet. Stines drøm var brast. Der var tåre og fustration på det lille værelse i Bueno Aires. Alt det vi havde sparet sammen til, planlagt og glædet os til, var slut pga. en sygdom i Europa, og fordi vi var europæere.

Kan vi komme hjem – og hvornår?

Da vi lige havde sundet os lidt, måtte vi jo finde ud af, hvordan vi så kom hjem. Situationen havde nu ændret sig, for vores pakkerejse var ikke længere en mulighed, så Jysk Rejsebureau ville prøve at finde nogle flybilletter hjem for os. Dog viste de ikke hvor længe der ville gå, måske op til en uge.

Vi aftale, at vi skulle finde et hotel i byen, da det jo ikke gav nogen mening at flyve sydpå. Vi fik booket et værelse på et lidt bedre hotel og fik en taxa til at køre os derover. Dog havde vi i forvirringen havde fejl booket, hvilket betød at det nye hotel havde ikke modtaget vores reservation. Men efter nogen snak frem og tilbage løste det sig.

Den sidste rundtur i byen

Da vi var installeret på hotellet valgte jeg at gå en lang tur i byen. Jeg gik gennem arbejdsklasse området La Boca, forbi  Buenos Aires stolthed La Bombonara , der er hjemmebane for La Boca Junior fodboldhold.

Jeg gik gennem små usle gader, men også gader med små farvestrålende huse for, at ende ved Caminito.

Bydelen var det område som italienerne bosatte sig i tilbage i 1800 tallet, hvilket området fortsat var præget af. Caminito er en lille gågade, som i sikkert kender fra alle billeder fra Buenos Aires. Stedet de danser tango på gaderne.

Men for mig var det bare sjovt at se, for der var ingen tvivl om, at det var en turistfælde, med souvenirbutikker, spisesteder og gallerier ved siden af hinanden. Jeg tager nogle billeder og spiser en pizza, inden jeg gik den lange vej hjem.

Uønsket….

Jeg var stort set lige kommet tilbage til hotelværelset, da der kom en seddel ind under vores værelsesdør hvor der stod, at vi var i karantæne på vores værelse. Hvis vi skulle have mad, måtte vi ringe efter roomservice. Hold da op sikke en ændring i situationen på en enkelt dag. Europæer var slet ikke ønsket i Argentina, der slet ingen forholdsregler selv tog.

Herefter var der ikke så meget at gøre andet en at se tv, kikke på telefon, skrive med venner og familie og venter på, at vi kunne få en flybillet hjem. Vores forsikring ændrede også holdning, da vi nu var blevet “spærret” inde på vores hotelværelse.

Roomservice var også en lidt underlig ting, da dem der serverede var iført handsker, stillede vores mad udenfor vores dør, hvor vi skulle stille det retur. Det var en meget underlig oplevelse, at vi blev behandlet som uønskede gæster.

Heldigvis var vi heldige, for vores fantastiske rejsebureau fandt en flybillet hjem til os næste dag, sidst på dagen.

Lukkede grænserne inden vi kom ud?

Vi havde hørt et rygte om, at grænserne ville lukke fra Argentina om mandagen, vores billet var om søndagen. Vi havde overhoved ikke forestillet os, at lufttrafikken kunne lukke ned, at vi kunne risikere ikke at komme hjem. Vi var meget usikre på, om når vi var i karantæne, overhoved måtte rejse ud af landet. Derfor kontaktede vi den danske ambassade i Buenos Aires for hjælp. Det viste de faktisk ikke.

Vi bestilte en taxa til lufthavnen og måtte se om de ville lukke os ud.

Da vi kom i lufthavnen var der 1.000 vis af mennesker i kø. For første gang blev jeg nervøs for Corna smitte, da tryllede min datter mundbind frem fra hendes rygsæk (hun er vel sygeplejerske). Det gav mig lidt ro på.

Vi mellemlandede i det nedlukkede Spanien, til et total mennesketom lufthavn, inden vi fløj hjem til Danmark i et halvtomt fly.

Jeg der arbejder i det private tog 14 dage selv isolation, mens min datter der er på sygehuset skulle møde på arbejde med det samme. En noget tankevækkende prioritering skulle jeg mene.

Så vores livs eventyr blev til en forlænge weekend i Buenos Aires, hvoraf sammenlagt 2 1/2 døgn blev tilbragt i fly eller lufthavne.

Heldigvis havde vi et fantastisk rejsebureau og en god rejseforsikring, for udenrigsministeriets udtalelse var jo kun en anbefaling og ikke et krav. De hjælpepakker der blev stillet af rejsegarantifonden gjaldt fra 12 marts, hvor vi rejse den 11. marts. Så enden på historien er ikke helt lykkelig som i et rigtigt eventyr, men vi fik dog dækket en væsentlig del af vores udgifter – så drømmen lever stadig.

Dog kan min datter ikke nå hendes mål inden hun fylder 25 år – men mål kan jo heldigvis ændres.