Glænø rundt – er det muligt?

I min søgen efter vandreture faldt jeg over Glænø og blev i tvivl om det var muligt, at gå hele øen rundt. Men jeg besluttede mig for, at gøre forsøget. Glænø ligger mellem Skælskør og Karrebæksminde og er forbundet til fastlandet med en dæmning. Vejrudsigten var helt perfekt, den første weekend med dejlig varmt forårsvejr.

Udstyret skulle testes

I dag var også dagen, hvor jeg ville teste noget af mit udstyr i forbindelse med, at jeg skal til at overnatte noget mere i mit nyindkøbte tagtelt. Så min nye køletaske, mit trangia sæt (gasbrænder) mv. kom med på udflugt i dag. Veludstyret med instant kaffe, mad der kunne varmes og lidt sødt, gik turen mod Glænø. Det først jeg mødte var dæmningen over til Øen. Det er smukt, at køre med vand på begge sidder og svanerne der ligger i vandkanten. Min vandretur Glænø rundt begynder, der for vejen ender.

Dæmningen mod Glænø
For enden af grusvejen

For enden af øen og for enden af grusvejen ligger der en parkeringsplads. Desværre står der “ingen camping”, så tagteltet kan ikke prøves i dag, men det er jo heller ikke så vigtigt. Det ved jeg jo virker. Glænø er ikke særlig stor kun 5,6 kvm, så øen rundt er ikke en lang vandretur. Derfor pakkede jeg kun rygsækken med vand og kamera og besluttede, at spise når jeg kom retur til bilen. Parkeringspladsen ligger helt ud til stranden, så det måtte være der, jeg skulle indtage dagens frokost.

Glænø rundt

Glænø rundt startede med, at jeg gik til højre ved parkeringspladsen. Jeg besluttede, at jeg ville gå oppe på skrænten, da udsigten deroppe fra var betagende. Men det skulle vise sig, at være en dårlig beslutning. Efter 1/2 km jeg ikke komme videre, da jeg kom til et indhegnet område. Tilbage igen og ned på stranden så snart det var muligt. Stranden var ikke særlig bred, så at gå med klart stille vand på den ene side og skrænter på den anden, var en dejlig start på turen. Ud over et par lystfiskere, var jeg helt alene på stranden.

Skrænterne langs stranden
Vesterfed

For enden af stranden kommer jeg til Vesterfed, der er et naturbeskyttelsesområde, da der er rigtig mange fugle der yngler derude. Det er forbudt, at gå der ud i yngleperioden fra 1. april til 1 juli.

Fuglereservat

Så jeg gik videre gennem et siv område og ind i et “sump” område. Dog var der en sti jeg kunne følge, så jeg ikke skulle gå rundt i det våde græs. På et tidspunkt kommer jeg op til en eng, hvor en bonde er ved, at sætte får og lam ud i dette vådområde. Ham får jeg en snak med, han fortæller, at det er ham der ejer hele fuglereservatet, da han købte det af Holsteinborg Gods tilbage i 1970’erne. Vi blev enige om, at det da vist var et godt køb. Han havde 80 moderfår og et hav af lam, som græssede hele området af om sommeren.

Dejligt sted, at være får og lam
Markveje og asfaltveje

Den nordlige del af Glænø rundt foregik på markveje og lidt på asfaltveje. Det var ikke muligt, at gå langs stranden på den side af øen, da der egentlig ikke er en strand, men kun vådområder. Til trods for det, så var det en rigtig fin tur, hvor jeg hele tiden kunne se Smålandshavet og Skælskør på min venstre side. Stigsnæs er ikke noget der gør udsigten smukkere.

Udsigten fejler intet
Dæmningen

Da jeg kommer frem til dæmningen inden mod fastlandet, drejer jeg til højre ind mod skoven.

Markvejen mod skoven

Her går jeg på en markvej gennem forårsskoven, der så småt er ved at springe ud.

Der er anemoner i skovbunden og træerne er ved at få grønne blade. Lærken synger højt i sky og solen skinner fra en skyfri himmel, så det er tilstrækkeligt med T-shirts for første gang i år.

Anemoner i skovebunden

Da jeg kommer ud til bugten på den anden side har jeg udsigt til Holsteinborg Gods, der ligger smukt ud til vandet. Jeg forsætter en tid gennem skoven og af markveje. Men det sidste stykke ned mod bilen forgår på almindelig vej. Jeg går forbi små bindingsværkshuse og overvejer lidt om tiden er sat lidt i stå.

Udsigt mod Østerled
Stranden

Retur vil bilen er det blevet spisetid. Selv om jeg i dag kun har gået 10 km, så har det taget næsten 2 1/2 timer, men det er fordi jeg går nogle små afstikkere, fotografer og snakker lidt med dem jeg møder. Sådan en tur skal nydes ikke hastes igennem.

Træstammerne er druknet

Jeg tager mine ting med ned på stranden, får tændt op i mit gasblus og efter et øjeblik er der varmt middagsmad og en kold cola. Af med strømper og støvler, og så lige en timer i solen inden en pragtfuld dag sluttes af med en kop frisklavet kaffe og lidt af det søde. Udstyret bestod sin prøve, eller måske mere rigtigt jeg gjorde – for jeg kunne finde ud af at bruge det.

Mørbradgryde i solen
Frisklavet kaffe med den smukkeste udsigt

Glænø rundt kunne jeg ikke helt, da jeg havde forstillet mig en tur langs vandet hele vejen rundt. Men faktisk kom jeg øen rundt, dog med lidt afstikkere under vejs. Bestemt en vandretur der kan anbefales. Og hvor heldig har jeg lige været med vejret.

Hvis du mangler inspiration til vandreture eller bare vil læse lidt mere, så gør du det her.

Dagens tur