Lille Petra og Petra

Halvandet døgn i et af de 7 vidundere – Petra og Lille Petra

Petra

Petra og skattekammeret er den mest berømte seværdighed hernede, da det jo blev kendt i en Indianer Jones film for år tilbage. Men Petra er så meget mere end det. Vi har brugt 1 1/2 dag i området og gået ca. 25 km i alt. Der er så meget at se på. Så jeg starter lige et andet sted.

Petra er en oltidsby bygget af Nabatæerne ca. 400 år f.k.f. De huggede deres huler ind de “rosa farvede” bjerge, der primært består af sandsten. Nabatæerne er arabiske nomader og Petra blev til deres “hovedstad”. Men allerede 7.000 – 8.000 år før Kristi fødsel (f.k.f) er der fundet bosteder i området omkring Petra. Det menes at være nogen af de allerførst “landbyer” der er fundet i verden.

Lille Petra

Vi startede dagens vandretur i Lille Petra. Lille Petra var handelscentrum for karavanerne der gik af King Way fra den arabiske golf til Europa – men også for silkevejen fra middelhavet til Kina. Nabatæerne var nomader/handlende, men også rigtig gode til at bygge systemer til at kontrolleret vandet. Derfor kunne de konstruere disse kunstige oaser, hvor de handlende fra hele verden kunne mødes og handle i sikkerhed for tyvebander, mens der var tilstrækkeligt med vand til alle kamelerne (en karavane kunne bestå af 1.000 kameler). Lille Petra var bygget til denne handel, med vandreservoirers, spisesteder, huler til at sove i, mødesteder mv.

Vagt post til at holde øje med, hvem der kommer ind

Bayda

På dagens vandretur fra Lille Petra til Petra gik vi forbi en urgamle by Bayda. Denne landby var et lille samfund fra 8.500 f.k.f. til 5.500 f.k.f. Hvor er det vildt, at menneskerne for så mange år siden kunne, samle sig og få et lille samfund til at fungere.

Hytter der er over 8.000 år gamle
Bosteder

Vi vandrede ud gennem det smukkeste ørken landskab, hvor nomader havde små skurer rundt omkring i terrænet. De første 4 – 5 km var relative flade, men udsigten var fabelagtig smuk. Herefter begyndte det at gå op ad. Vi gik egentlig bagom ind i Petra. Efter endnu nogle kilometer op af trapper, rundt om bjergvægge, med den smukkeste udsigter ud over både vulkanske og sandstens bjerge. Vi holdte en del pauser undervejs, da det er hårdt for knæ og lunger at gå op ad.

Første del af vandringen er flad
Men stigning kom der masser af
Hele området har været dækket af vand for millioner af år siden, derfor disse smukke former på bjergsiderne

Klosteret (Monastery)

Dagens mål for opstigningen var Klosteret. Klosteret er en af de største bygninger i Petra. Det var kæmpe stort ca. 50 meter både i højde og bredde og helt usædvanlig smukt. Klostret er efter alt sandsynighed brugt til hellige handlinger, da der ligger en offerplads tæt ved. En fantastisk oplevelse at sidde og nyde dette smukke byggeri.

Den smukkeste bygniing i Petra

Den gamle kirke og de royale gravhuler

Langt de fleste af hulerne herinde i Petra blev brugt til gravpladser. Herudover boede de helligst folk i Petra, de mere almindelig nabatærere boede ude omkring Petra. Men det er helt fantastisk hvad de har kunne bygge for over 2.000 år siden. Den gamle kirke indeholdte de smukkeste mosaikker, der er lavet i natursten. De royale gravhuler er kæmpe store gravkamre der også er smukt dekoreret, men væsentligst af det – det hele er udgravet med hånden.

Det smukkeste mosaik, der er mere end 2.000 år gammelt
På vej op til en af kongegravene
Sjove udformninger

Skattekammeret (The Treasury)

I Petra findes et 450 år gammelt pistacie træ. Der findes gamle templer og et teatre. Her findes en hel handelsgade, hvor der er blevet solgt og købt for mange år siden. Men den mest kendte bygning af den alle er skattekammeret. Dog er det ikke et skattekammer men endnu et gravkammer, der er bygget i det første århundrede. Det er 40 meter højt og dekoreret så smukt. Årets gang er bygget ind i facaden. 12 søjler for månederne, 7 drikkekrus for dagene i ugen og 365 klodser for alle årets dage. En fantastisk bygning, som er det første du ser når du går gennem The Siq.

Det første glimt
Den ikoniske bygning

The Siq

The Siq er en 1.200 meter lang kløft ind til den gamle oldtidsby. Kløften er meget fascinerende og smuk med sine høje klipper til begge sider. Vi var igennem denne kløft 3 gange og det var en lige fascinerende oplevelse hver gang.

Sig´en er fantastisk smuk

Petras liv

Petra er som sagt bygget op af Nabatærerne før Kristi fødsel. Det har ligget godt skjult for ydre fjender. Men romerne ville gerne besidde handelsvejene, så de besejrede også Nabatæerne i det 3. århundrede. I forbindelse med det store jordskælv blev de romerske bygninger udslættet, mens Nabatæernes huler bestod, da de jo var bygget ind i bjergene. Hele Siq´en styrtede sammen og det stod uberørt i rigtig mange århundreder. Iflg. vores lokale guide, var der nogle mennesker der klatrede over alle de sammenfaldne klippestykker og fandt Petra langt inde i bjergene (1.600 tallet). Her levede ca. 60 mennesker, der dog var meget specielle (helt sikkert på grund af indavl) En vild historie, om den er rigtig vides ikke helt. I 1809 blev byen opdaget af en europæisk opdagelsesrejsende, og Petra var ikke nomadernes hemmelighed længere.

Unescos verdensarv

Tilbage i 1984 belv Petra en del af Unescos verdensarv. Men for at det kunne lade sig gøre det krævedes, at der ikke boede efterkommere af nabatæerne i hulerne i Petra. Derfor blev der bygget en helt ny by Umm Sayhoun til dem, hvor til det blev deporteret. I dag arbejder langt de fleste af dem forsat i Petra og tilhører den samme stamme af nomader.

Et langt skriv

Det blev et rigtig langt indlæg denne gang, men jeg kunne skrive endnu mere om alle de fantastisk til der er at se i Petra og Lille Petra. Det er et fascinerende og fantastisk sted. Men hvis det ikke er nok, er det altid en mulighed at finde inspiration på min hjemmeside. Der ligger masser af rejser og vandreture. Og hvad mon i morgen bringer….. helt sikker masser af spændende oplevelser. Jordan har så meget at byde på.

Dagens selfie – på toppen i alle henseender

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *