Nagarkot

15. oktober 2024

Meget tidligt op

Sidste dag i Nepal var vi et par stykker, der stod meget tidligt op og kørte ud i bjergene igen. Denne gang til Nagarkot og Bhaktapur. Nagarkot ligger i en højde af ca. 2.500 meter. Herfra skal vi i klart vejr kunne se den smukkeste solopgang med Himalaya bjergene i baggrunden.

Helt så heldige var vi desværre ikke, for vejret var ikke klart. Dog fik vi en fin solopgang, en lækker morgenmad (for dem der ikke havde dårlig mave) men desværre ingen bjergudsigt.

Solopgang
Bjergene er derude i disen

Durbar Square

Formiddagen sluttede på Durbar Square i Bhaktapur, en anden bydel i Kathmandu dalen. Durbar Square i Bhaktapur er en helt anden oplevelse end Durbar Square i Kathmandu. I Bhaktapur er der ikke lige så mange mennesker og vi kunne gå stille og roligt rundt mellem de mange gamle smukke tempelbygninger.

Billedet siger mere end ord

I Bhaktapur var vi inde i baggårde, forbi lidt slumhuse, hvilket gav et indtryk af, hvor svært det har været for menneskene her, at komme tilbage efter det store jordskælv i 2015.

Fine bygninger i Bhaktapur, stadig rester fra genopbygningen

En rigtig dejlig fredfyldt formiddag i Bhaktapur, hvor jeg fik mulighed for, at snakke med vores lokale guide. Han og hans kone har en søn, når han bliver gift bliver sønnen og hans familie boende hjemme hos forældrene. Stort set alle ægteskaber er arrangeret, guiden selv havde ikke set sin kommende kone før brylluppet.

Byvandring med små butikker i gamle huse

Skilsmisse er stort set ikke en mulighed, da det vil betyde at ikke kun den fraskilte med hele familien bliver smidt ud af kastesystem de tilhører. Det samme gør sig gældende, hvis sønnen ville gifte sig ind i en anden kaste. Selv om kastesystemet officielt er afskaffet, og alle er lige, så trives det i bedste velgående. Hvis du er i en lav kaste, så har du ingen mulighed for at ændre på det uanset hvor dygtig og arbejdsom du er, blot fordi du er født ind i en lavere kaste. Eneste mulighed er, at rejse til udlandet og udnytte dit potentiale.

Byvandring til små pladser
Keramik området

Afsluttende bemærkninger

Vores aften sluttede med en drinks på en tagbar med udsigt over hele byen. Vi har rejst i 2 lande, samlet set nok ca. 5.000 –  6.000 km, set tre meget forskellige samfund og kulturer. Vi har været en lille flok på 11, samt vores danske og vores lokale guide.

Kathmandu by night

For mig personligt har det været en rejse, der vil sætte sig i mig. Vi har set så forskellig kulture, set undertrykkelse af et helt folk og konsekvenserne af vores belastning på klimaet. Vi har set så mange klostre og templer, oplevet forskellige religioner og deres skikke.  

En ting er helt sikkert – et liv kan leves på mange forskellige måder, der findes ikke kun en vej. Der findes ikke kun glade mennesker i et materialistisk samfund, der findes ikke kun en rigtig religion.

At jeg så også har været så heldig at møde to meget inspirerende og spændende kvinder på denne rejse, har kun været med til at gøre oplevelserne større. Den ene var min Roomie, en meget interessant ældre kvinde, der besidder en meget stor indsigt og klogskab. Hendes tankegang og måde at se verden på er anderledes en min, hvilket gav nogle gode og indsigtsfulde snakke. Dem vil jeg komme til at savne.

Den anden var vores danske guide, en nordjysk yngre kvinde, der er draget ud i verden i en ung alder og arbejder sig frem som journalist i Latinamerika med specielt vægt på klimaforandring og menneskerettigheder. I hendes fritid bestiger hun bjerge. Hun må være en inspiration for mange og et bevis på, at med vilje og passion kan man komme langt i livet og at den lige vej ikke altid er den rigtige.

De to kvinder, har på hver deres måde  givet mig en lidt større indsigt i, hvordan livet også kan leves og opleves.

Tak

Ude godt men hjemme bedst. Nu skal jeg hjem og konsumere alle de mange mange oplevelser jeg har haft. Jeg er glad for, at i har kommenteret og fulgt min rejse. I princippet skriver jeg for min egen skyld, da det er en måde at huske og bearbejde de oplevelser jeg får under vejs. Men hvis i også finder glæde og måske inspiration ved at læse det, så er jeg glad.

Min hjemmeside bliver opdateret inden for kort tid. Hvornår jeg skal ud og rejse igen, vides ikke helt, men en tur til Mellemamerika kunne måske blive en realitet inden for et år tid. Men mon ikke jeg finder på noget inden – lige nu venter et besøg hos familien og Spanien og en nordlysjagt på Island. Tak fordi i følger mig.

Vi er så små i denne store verdenPhoto credit til Lise Josefsen Hermann

8 kommentarer til “Nagarkot”

  1. Tak Helle – for en rigtig dejlig fortælling om dine oplevelser på denne rejse. Jeg har fulgt dig tæt og nyder din mulighed for disse rejser. Knus fra Anette 😊

  2. Kirsten Christensen

    Tusinde tak Helle for dine beskrivelser af dine fantastiske rejseoplevelser. Meget meget spændende at læse om – og flotte billeder. Du er så god til at fortælle.
    Sikke nogle oplevelser for dig …. og så også for os herhjemme 🙂 . Kirsten

  3. Inger-Johanne Rasmussen

    Igen stor tak Helle for at vi får mulighed til at følge dig på dine rejser. Hvor bliver vi kloge på “ lande, folk og måden man dyrker sin Gud “ hvor leves livet forskelligt .
    Og dine skønne billeder…… ren nydelse. Velkommen hjem til andedammen
    Glæder os til flere oplevelser.
    Knus fra os. Inger-Johanne

  4. Hanne Christensen

    Du er så vild, Helle. Gode beskrivelser, både historiske og personlige. Dejligt at følge. Kom sikkert hjem👌👌

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *