Dagens vandretur fra Hvalvig til Vestmanna, afsluttet med en sejltur.
Vores helt private buschaffør kørte os til den lille by Hvalvig, på Østsiden af Streymoy. Herfra skulle vi vandre over fjeldet til Vestmanna. Han kørte os igen af fjeldvejen, og mente lige vi fortjente et ekstra lille stop, hvor udsigten var fantastisk.
Hvalvig har Færøernes ældste trækirke, men vi nøjes med at blev sat af ved missionshuset, hvorfra dagens vandretur kunne begynde. Iflg. vores guide skulle det i dag, være en af de korte ture. Han havde så lige glemt, at fortælles os, at hele turen startede med en relativ stejl stigning på 360 meter. Der var ingen sti, så vi gik i vandfyldt græs fra varde til varde. Her kunne jeg tydeligt mærke både mine lunger og mine lægmuskler.
Han lovede også, at efter en times tid ville vi komme op på toppen af fjeldet og derfra ville resten af vandreturen være relativ flad. Han havde ret, for da vi havde fået mast os op af den første stigning kom vi op på toppen, hvor der er den smukkest udsigt igennem Saksunardalur, der er Færøernes længste dal. Vi holder vores frokostpause oppe i det område.
Jeg er stadig forundret over, hvor smukt der er på Færøerne. Som tidligere skrevet, er jeg meget fascineret af bjerge og har rejst langt for, at komme til at færdes i dem, men tænk sig, at dette anderledes og smukke land kun ligger 2 timers flyvning fra København, det er fantastisk. Vandreturen forstætter af stier til vi kommer ned til en stor dæmning, hvor vi igen har tid til at nyde det dejligt vejr. Herfra følger vi landevejen til Vestmanna, hvor vi på afstand kan se de store lakseopdræt.
I Vestmanna har vi lige tid til en kop kaffe og kage, at kigge lidt på lækkert færøsk strik inden vi skal ombord på båden, der skal bringe os ud til fuglefjeldet. Da jeg jo er vild med at fotografere, sætter jeg mig oppe foran på øverste dæk, hvor udsigten 360 grader rundt er fantastisk. Udsejlingen går også rigtig fint, vi sejler forbi nogle store lakseopdræt, der opdrætter 1,6 mio. laks om året. Laksende springer op af vandet og det hele ser så idyllisk ud, men disse store havbrug ødelægger havmiljøet total i det område – desværre.
På disse stejle skranter går der får og græsser. Vi undrede os over, hvordan fårene kom herud, da klipperne ikke alle var forbundet med fastlandet. På et tidspunkt sejlede vi ind i et af disse klippesprækker, hvor vi så at der var banket reb ind i klippesiderne. Det blev fortalt, at manden der ejede fårene samlede dem ind to gange om året. Dels for at tjekke helbredstilstanden men også for at klippe dem. Han sejlede dem herud igen og så bar eller hejste dem op på klippen ved hjælp af de reb, der var banket ind i klipperne. Man forventede et vist spild af får hvert år, da nogle af dem styrtede i havet. Man kan undre sig over, at det dog kan være rentabelt. Men mener at have læst, at fåreavl mere er kulturelt end økonomisk.
Smukke fjelde eller søsyge?
Da vi kom fri af fjeldet meddelte kaptajnen, at vi skulle holde fast, for båden kunne godt vippe. Føj, hvor den begyndte at gynge, da vi kom direkte ud i Nordatlanten. Vi sejlede langs de smukkeste fjelde i den rå og vilde natur, mens bølgerne tumlede rundt om os.
Jeg er altid blevet søsyg (køresyg og luftsyg) og denne tur var ikke en undtagelse. Så posen der egentlig skulle beskytte mit kamera mod skumsprøjt, blev fundet frem. Det med at sidde øverst og forrest for, at tage en masse smukke billeder, var lidt ligegyldigt. Når man først er søsyg er alt andet ligegyldigt og man bliver helt passiv. I øvrigt måtte vi ikke rejse og og gå længere tilbage i båden pga. bølgerne. Så det handelede bare om at blive siddende og holde fast i bænken med den ene hånd og plasticposten med den anden.
Uanset søsyge var klipperne et imponerende syn.
På et tidspunkt manøvrerede vores kaptajn båd inden i en klippesprække. Det virkede fuldstændigt uansvarligt pga. af bølgerne, men han havde styr på sit håndværk. Vi kom ind i en klippesprække, hvor søpapegøjer, mallemukker, og andre småfugle ynglede. Der var væsentlig flere søpapegøjer end på vores besøg på Nólsoy. Ærgerligt at humøret ikke var så højt, for her var smukt nok.
Heldigvis kom vi ud af den smalle klippesprække med livet i behold, selv om vi sejlede direkte ud i bølgerne. Herefter gik det retur mod Vestmanna og så snart vi kom i læ fra klipperne, lagede bølgerne sig igen og vi kunne begynde, at sunde os. Jeg var nemlig ikke den eneste med søsyge.
Da vi kommer retur til bådbroen og lige har fået ro på maven og benene, får vi serveret den lækreste fiskesuppe med frisk brød til. Det gav lidt ro i maven. Men uanset søsyge og ubehag, kunne jeg aldrig finde på at sige nej til til denne type af eventyr. Færøerne byder på så meget.
Få inspiration til din næste vandretur på Færøerne her
