Tempelkrogen

Tempelkrogen er en del af Fjordstien 275 km

Tænk, at jeg kan få abstinenser efter en lidt længere vandretur. Jeg har ud over en tur på 24 km i Gribskov, ikke været ude at vandre langt siden min tur til Portugal. Dagene er jo korte og weekender besat med en masse hyggelige ting, så tiden har ikke rigtigt været det. Det tager jo en del timer, at gå disse længere vandringer.

Men i dag skulle det være – 2. søndag i advent. Vejrudsigten lover ingen regn, men til gengæld koldt og meget blæst. Majbritt min gode vandreveninde, var frisk på en lidt længere tur. Med varm te, madpakke og juleknas i rygsækken satte vi ruten mod Holbæk.

Klædt på til kulden

Arnakke ved Isefjorden – en del af Fjordstien

På Viewranger (en vandreapp.) havde jeg fundet en rundtur om Tempelkrogen, der er den sydligste del af Isefjorden. Rundturen er på ca. 15 km, så passende i forhold til vejr og vind. Vi parkerede bilen i Arnakke, en lille by ikke lang fra motorvejen mellem Holbæk og København. I øvrigt blev vi aldrig helt enige om, hvordan byens navn skulle udtales eller vor trykket skulle lægges Ar´nakke eller Arn´akke.

Smuk udsigt over Isefjorden

Mod Eriksholm og Munkeholm

Turen startede mod nord på den vestlige side af Isefjorden. Efter et kort stykke på landevej, gik turen ind i skoven og forbi Eriksholm, der er en herregård med en meget smuk beliggenhed ud til fjorden.

Lidt væltede træer skulle forceres
Et meget gammelt skilt, der var groet ind i træet

Vi forsatte mod Munkeholm og gik over Munkeholmsbroen til den østlige side af Isefjorden. På den anden side, af broen fandt vi lidt læ til vores første pause. Efter lidt varm te, en mad og lidt juleknas var energien i top til den videre tur.

Pause

Vi gik langs den smukke fjord ad skovstier. Her kom lidt flere stigninger og flere steder måtte vi endda trippe over vandløb. Efter en dejlig tur i skoven, hvor der også var læ, gik turen op mod den lille by Englerup.

Skoven er stadig smuk

Her førte Fjordstien os et stykke langs landevejen frem til Vintre Møller. Her gik vi under motorvejen, inden vi kunne gå ind i den lille fine landsby Ordrup. I mange af de små byer vi passerede igennem, var der mange smukke gamle gårde, der heldigvis var flot vedligeholdt.

Tempelkrogen

Da vi havde forladt Ordrup og igen gik på markveje, havde vi en flot udsigt ned over Tempelkrog nord. Tempelkrogen er den sydligste del af Isefjorden, der i 60 år har være kunstigt tørlagt. Men siden 2018 er området igen blevet oversvømmet. Formålet med dette er, at beskytte Isefjordens vandkvalitet.

Stadig smukke farver

Dette område er helt sikker smukt om sommeren, men også specielt, da der stadig står træer og hegnspæle, nu blot ude i vandet. Efter en kort pause gik vi over dæmningen mod Tempelskrogens familiecamping, der ligger rigtig smukt ned mod Isefjorden.

På vej over dæmningen

Arnakke

Efter 3 1/2 times vandring var vi retur ved bilen, i byen vi stadig ikke ved, hvor trykket skal ligges på navnet. Vi har gået 15 km, det har været en rigtig dejlig tur, som må være smuk og indbydende i lidt lunere vejr.

Det eneste stykke af ruten, der ikke var særligt godt, var fra Englerup til Ordrup, hvor ruten gik langs en befærdet hovedvej uden særlig meget plads til fodgængere. Men bestem en rute der kan anbefales.

God 2. søndag i advent.

Hvis du vil læse mere om mine vandreturer eller rejser, kan du gøre det her. Men du har også mulighed for, at tilmelde mig mine nyhedsbreve, så kommer de direkte i din mailboks, når jeg har oplevet noget nyt. Vi skrives ved.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *