Vandretur på Kullen

Endags vandretur til Kullaberg Naturreservat – Kullen i Sydsverige

Jeg har ved flere lejligheder hørt om Kullen ´s smukke særpræget natur. Kullen halvøen ligger som en spids ud på højde med Nordsjælland ikke langt fra Helsingborg. Da jeg ingen vilde planer havde for denne sidste søndag i september besluttede jeg, at den skulle bruges til, at afprøve vandreformen i Kullaberg Naturreservat. Jeg havde hjemmefra på Viewranger set en vandrerute på 17 km, som kom hele spidsen af halvøen rundt.

Selskab på turen

Ved en tilfældighed snakkede jeg fredag med en veninde om, hvad weekenden skulle bruges til. Hun ville rigtig gerne med på tur. Det er altid dejligt med selskab, specielt når hun gerne vil gå lige så langt som jeg. Så kl. 7.00 søndag morgen begiver vi os mod Syd/vest Sverige – Kullen. Vejret lover godt, madpakkerne er ekstra lækre, og trangiaen er med til kaffebrygning. Så det kan kun blive en dejlig dag.

Mölle

Planen er, at parkere bilen i Mölle og begynde vores vandretur derfra. Lige ved Mölle Kapel er der en meget stor parkeringsplads, men et stort kort over vandreruterne. Nemmere kan det næsten ikke være. Vi beslutter os for den orange rute, med en lille forlængelse til den blå. Mölle ligger utroligt smukt, lige for foden af højdedraget Kullen. Historien ville vide, at Mölle i 1900 tallet havde et meget frigjort badeliv, hvor mænd og kvinder kunne bade sammen (modsat andre steder i Europa). Den lille by har masser af smukke hoteller, men Grand Hotel troner højt over byen med udsigt ud over vandet. Alt det beundre vi, mens vi går langs havet på vej ud af byen med retning mod Kullen højdedrag.

Mölle by – med Grand Hotel højt over byen

Kullen højdedrag

Straks efter, at vi har forladt de sidste små gamle træhuse begynder klipperne. Vi går af snoede små stier og trapper opad. Udsigten er utrolig smuk, for vi har det meste af tiden udsigt ud over klipperne og havet. Vejret er usædvanligt godt for så sent i september. Lungerne og lårmusklerne kommer på arbejde, men det er skønt. Vi går forbi Mölle Golfklub, der ligger utroligt smukt og som vi var helt enige om, at vi måtte prøve til næste sommer.

Så går det opad
Kulle fyr kan skimtes i forude

Kullen fyr

Lige inden vi når Kullen fyr, er der et skilt til Lahibiagrotten – der er kun 55 meter. Som sædvanlig er jeg styret af min nysgerrighed og det viser sig, at de 55 meter er relativt stejlt nedad. Vi kommer dog ned og ser grotten, der ligger smukt, men dog ikke er særlig bemærkelsesværdig. Herefter må vi klatre de 55 meter opad igen, men 8 kg på ryggen er det rimeligt hårdt. Herefter går vi det sidste stykke opad til Kulle Fyr, der ligger 78 m.o.h og som i øvrigt har Skandinaviens kraftigste lys. Vi sætter os, brygger kaffe, spiser lidt mad og nyder udsigt. Her har vi gået ca. 5 km og vi har allerede brugt næsten 2 timer – det går ikke stærkt når der er meget terræn.

Klatring op fra Grotten
Men udsigten var smuk dernede fra
Kaffetid
Tid til frokost i den smukke natur

Nord øst siden af højdedraget

Efter en velfortjent pause går vi langs nord/øst siden af højdedraget. Stierne her bliver mere “almindelige” og går gennem de smukkeste skove, der er begyndt at ændres til efterårets farver. Vi har hele tiden vandet på vores venstre side. Det er dog ikke som en almindelig skovtur, da der er en del op og ned stigninger. Vi går igen forbi golfklubben, nyder den smukke udsigt over stranden Josefinelust, herefter en stigning på til 150 m.o.h. Ona Mosse, hvor vi holder endnu et velfortjent hvil. Udsigten er betagende.

Udsigten nydes

Håkull Kullaberg

Håkull Kullaberg er Kullen´s højeste punkt med 187 m.o.h., hvorfra vi havde en dejlig udsigt over landskabet på Kullen. Turen der op var lidt hård, da vi på dette tidspunkt havde gået 5 timer. Efter nedstigningen begav vi os retur over halvøen mod Mölle. Den sidste del af vandreturen gik gennem den smukkeste bøgeskov i et godt jævnt terræn, hvilket var dejligt for mine trætte ben og ømme skuldre. Vi måtte erkende, at den planlagte tur på 17 km ikke kunne indfries, men 15 km blev det til. Vi kom retur til bilen trætte, ømme og glade for den smukkeste vandretur.

Så går det opad igen
Velfortjent hvil på toppen

Kullen er et besøg værd

Kullen er bestemt et besøg værd. Her er meget mere at se. Vi nåede ikke de seværdigheder der findes langs kysten, fordi vores tid var knap. Vi fik ikke udforsket alle grotter, kigget på små “hemmelige” strande, eller nydt den smukke udsigt nok. Så vi skal retur til Kullen med overnatning til næste år, så vi har bedre tid. Og lur mig, om vi så ikke også har golfudstyret med. Kullen og vandretur på Kullen kan bestemt anbefales, der er noget for enhver smag.

Retur mod bilen – en dejlig oplevelse rigere

Hvis du ønsker at læse om mine andre oplevelser gør du det her. Du har også mulighed for, at tilmelde dig mine nyhedsbreve, så kommer de nyeste indlæg automatisk til din mail.

Næste rejse går snart til Kroatien i nogle dage.

7 kommentarer til “Vandretur på Kullen”

  1. Inger-Johanne Rasmussen

    Hej Helle
    Tak for delagtiggørelse i en dejlig dag på Kullen. Vi var der for mange år siden da børnene var små, men da blev vandreturen noget kortere. Kan du huske at Norgesfærgen sejlide på Kullen? Det var slut jan. 1971, vi sejlede 2. febr. extrafærge blev sat ind , husker der var meget der manglet på lugarene så som toiletpapir. Alt blev dog klaret og vi kom godt til Oslo mvh. Inger-Johanne

  2. Pingback: Arild og Mölle - Ebsen Traveling

  3. Tak for info omkring Kullen. Jeg og mine døtre (10 og 13 år) tager til Kullen til sommer. Har du nogle anbefalinger på gode, ikke kendte eller søgbare overnatningssteder tæt på Kullen? Jeg har selvfølgelig googlet rundt forinden. Vi leder efter basic overnatning dvs ikke hotel men dog med senge og ikke friluft.

    1. Hej Linda. Undskyld jeg først svare nu, men jeg får ikke notifikationer ved kommentar (det må jeg ændre). Men desværre. Vi sov på campingpladsen, der mener jeg også der er hytter. Hvad med Airbnb det bruger jeg ofte med stor værdi. Rigtig god tur, der er så smukt på Kullen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *