Ben Nevis

Vandretur opad Ben Nevis (fredag)

Den største udfordring?

I forbindelse med, at vi bestilte vandreturen til det skotske højland, var vi bekendt med, at der fredag var en opstigning af Ben Nevis. Ben Nevis er Storbritanniens højeste bjerg. Ben Nevis er på 1.345 meter, hvilket måske ikke syntes af så meget. Men opstigningen starter fra 40 meter, så der er 1.305 meter til dig selv. Så det var klart min allerstørste udfordring, da min højeste stigning var på 604 meter i Norge (Prædikestolen).

Ben Nevis

Bjerget Ben Nevis ligger ikke langt fra Ford Williams, en times kørsel syd for Ford Augustus, hvor vi bor. Vi ankom ca. kl. 9.30 og havde således 4 timer til opstigningen og 3 1/2 time til nedstigningen. Vores guide havde dog oplyst os om, at vi blot skulle vende om, hvis vi ikke magtede mere. Det kunne være så fedt, at kommet helt til toppen.

På gælisisk hedder bjerget Beinn Nibheis, der betyder det ondsindede bjerg, men det kunne også oversættes med “bjerget med hoved i skyerne”, da der meget meget ofte ligger skyer omkring toppe. Da vi nærmede os, kunne vi også se, at det var tilfældet i dag. Det var også lidt skræmmende, at kigge derop, for der var rigtig lang. 1.345 er altså rigtig højt, set nedefra.

Energiniveauet

Vi startede vores vandring, der det første stykke gik af fine stier med lidt stigning på. Allerede her kunne jeg mærke, at mine ben var totalt drænet for energi. Som sagt var jeg sløj og havde været det et par dage. Så jeg var meget hurtigt klar over, at den kraftpræstation der skulle til den her dag, havde jeg nok ikke energi til. Men jeg måtte se, hvor langt kræfterne rakte.

Stien

Stien blev dog hurtigt sejlede og snævrede ind. Rigtig mange steder var det “trapper” af forskellige størrelse af sten, nogle steder mange sten, man skulle klatre over. Men udsigten var betagende og blev kun bedre af, at komme højere op.

Stien delte sig

På et tidspunkt delte stien sig og jeg valgt, at følge flertallet af andre vandrere. Jeg kunne høre, at der var tale om en smut vej som et alternativ til den lange vej. Det var nok et rigtig skidt valg, for “smutvejen” var rigtig dårlig.

Den var stejl, stene og meget mudret, så da jeg endelig kom tilbage på den originale sti igen, var jeg helt drænet for energi. Her mødes jeg nogle af de andre, der havde besluttet, at de ikke ville længere.

Nysgerrigheden

Men da jeg havde fået en mad og lidt at drikke, fik jeg lidt fornyet energi og besluttede lige, at kigge hvordan udsigten var om det næste hjørne…. og det næste. Jeg fulgtes med Alexander og da vi nåede 760 meter, havde jeg ikke mere af give af, hvis jeg også skulle kunne gå ned.

Så vores veje skiltes her, hvor jeg så reelt havde gået 720 højde meter, med en infektion i kroppen. (Corona skulle det senere vise sig). Det betragter jeg selv om godkendt, selv om jeg selvfølgelig var rigtig ærgerlig over, at jeg ikke var frisk. For på toppen havde jeg gerne ville være.

Jeg nød udsigten ned over dalen inden jeg begyndt min nedstigning. Vandring opad er hårdt for lungerne, mens nedstigning er rigtig hård for fødder, knæ og lår. Da jeg havde gået nedad en times tid, var jeg trods alt glad for, at jeg ikke var gået højere op. Min personlige rekord blev slået, men ikke min ambition.

Over halvdelen af holdet nåede til toppen, hvor der ingen sigtbarhed var og de kom ned i meget forskellige tilstande. Nogen var ved godt mod og andre var kvæstede. Men en fantastisk præstation af dem alle.

Så hvis du kommer på de kanter og vil prøve at vandre nogle højdemeter er Ben Nevis et besøg værdi. Hele turen er på ca. 16 km.

Jeg var flad, fuldstændig flad, så aftensmaden blev sprunget over og jeg måtte tidligt i seng. Håber dagen i morgen giver noget mere energi. Helt frisk er jeg desværre ikke.

TAK FORDI DU LÆSER OG KIGGER MED

I morgen er sidste vandretur inden turen går til Edinburgh et par dage.

Hvis du har lyst til at læse mere om mine rejser, så gør det her.