Maglesø til Brorfelde.

Søndagens vandretur Maglesø til Brorfelde. Kan man fare vild i en dansk skov?

Jeg havde siddet det meste af formiddagen og skrevet på mine historier og opdaget til min overraskelse, at det var smukt vejr, trods vejrudsigterne der lovede noget andet.

Så hvor skulle dagens gåtur gå hen?

En tur om Maglesø ved Holbæk blev mit valg. Dog er turen rundt om søen ikke særlig lang, så der skulle fyldes lidt mere på. Jeg søgte lidt på Maglesø og fandt en tur der på hjemmesiden hed Maglesø til Brorfelde 15 km. Det lød lige som en tur for mig. Jeg parkerede ved Maglesø Traktørsted og pakkede rygsækken, men den obligatoriske kaffe og en klapsammen. Vejret var rigtigt smukt, blå himmel med få skyer.

Efter lidt billeder gik turen ned af trappen mod søen. Jeg går stadig som en gammel kone, der er bange for at glide, efter mine to styrt. Stille, roligt og forsigtigt kom jeg ned til søbredden, som jeg fulgte højre om. Ikke langt henne ligger der, ganske som beskrevet i min guide, et væltet træ og en svellebro.

Her forskrev guiden så, at jeg kunne gå til højre op over Helmershøj, som er en rimelig stejl bakke, men med en dejlig udsigt over Maglesø. Herfra skulle jeg blot følge engen rundt.

I problemer efter 1 km

Allerede her ophørte guidens beskrivelser med at stemme, for det var slet ikke muligt, at følgende engen rundt. Engen var nemlig indhegnet. Jeg har tidligere planket nogle hegn, men det her var ikke rigtig en mulighed, det var højt og med tre ledninger. Det er jo ikke lige muligt, at se om der er stød i hegnet, så jeg måtte bare gå tilbage igen.

Til gengæld fik jeg så en tur over en spændende svellebro, der ikke alle steder var lige stabil. Det blev heller ikke bedre af, at den var våd af regn. Igen blev den stille, rolige og forsigtige gangart genoptaget. Men ellers en rigtig fin tur igennem moseområdet.

Vel over på den anden side af søen, gik jeg til højre (for de skrev guiden). Her skal det lige siges, at der ingen afmærkninger var overhoved. Så gennem skoven i et meget mudret traktorspor, ud på marken og følge en lille sti i et markskel, før jeg ramte skovvejen. Nu var guiden opgivet og jeg var på eventyr.

Her var der ikke langt til et skilt, hvor der stod Brorfelde 1 km. Jamen, så var jeg da på rette vej. Da jeg kom til Brorfelde (som jeg har besøgt før) stod der lige ved parkeringspladsen et lille skilt, hvor der stod “geologisk observatorium”. Igen tog min nysgerrighed over og jeg vandrede ud af stien til højre for parkeringsområdet. Lidt naivt troede jeg, at jeg på den måde også kunne komme op til observatorierne blot fra bagsiden.

Men jeg skulle blive klogere, for et geologisk observatorium er en vandretur i de Sjællandske alper, som i øvrigt er meget smukke. Et landskab skabt af istiden. Da jeg havde gået en tid, gik det op for mig, at jeg ikke kunne komme op til observatoriebakkerne af den vej. Da der var lidt for langt tilbage, så plankede jeg et hegn (der ikke var så højt) og gik ind over marken mod observatoriet.

Brorfelde Observatorium

På toppen af observatoriebakken er der den smukkeste udsigt over Lammefjorden og her findes Danmarks største observatorium. Desværre blev det lukket ned i 1996, da teknologien blev mere digitaliseret og det blev mindre nødvendig, at kigge ud i verdensrummet i en kikkert. Området nu lavet om til et opdagelsescenter, der bestemt er et besøg værd. I øvrigt har området været anvendt i Julekalenderen “Julestjerne”, som vist blev genudsendt sidste år.

Jeg nyder området, inden jeg går videre ned gennem Brorfelde by, der er en meget lille landsby helt uden gadelamper. Der må ikke være lys i området, da nattemørket er fredet. Det er helt seriøst, der må ikke være noget kunstigt lys, der genere nattemørket i området, derfor må byen ikke have gadelygter.

Skovtur

Herefter er resten af turen en skovtur, forstået på den måde at jeg vandre gennem skoven. Jeg er rigtig glad for, at jeg har en App der hedder ViewRanger, hvor det er muligt at downloade kort over det aktuelle område. På disse kort er alle alle stier indtegnet.

Det blev en lang tur og til tider en ikke helt organiseret tur, da jeg ikke rigtig kunne få stierne til at hænge sammen. Så der blev sprunget over et par bække, forladt de gængse stier, for at jeg kunne finde ind på nogle stier, der gik den rigtige vej nemlig mod bilen.

Jeg må erkende, at jeg var lidt på afveje. Da der så også kom to styrt byger af regn, var det vist på tide at finde vejen hjemad. Som sagt så gjort. Efter en 15 km’ s vandretur stod jeg igen ved min bil, våd og noget mudret. Ikke lige en tur jeg kan anbefale, men både Maglesø og Brorfelde er nogle dejlige områder. Måske man blot ikke skal vandre fra Maglesø til Brorfelde og retur igen på baggrund af naturstyrelsen anbefaling.

Få inspiration til andre vandreture her

Dagens vandretur

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *