Tredje og sidste dag på Vesterhavs Caminoen – og hvilken afslutning.

Vi vågnede til endnu en rolig morgen i Løkken. Den slags morgener, hvor det bare er luksus at bo på hotel, og hvor kaffen smager lidt bedre, fordi man ved, at en ny vandredag venter, men også at det er den sidste i denne omgang. Morgenmaden satte standarden, den var virkelig lækker – men allerede her kunne vi mærke det: vejret var ved at skifte – de har varslet storm den kommende dag i Nordjylland. Gad vide om det ville påvirke os?

Vandring fra Løkken i tiltagende blæst

Blæsten tog fat, allerede da vi bevægede os ned mod stranden. Heldigvis havde vi vinden i ryggen, og i starten føltes det næsten som en hjælp. Men Vesterhavet viste hurtigt tænder. Bølgerne slog hårdere mod kysten ind end de foregående dage, der var masser af hvide skumtoppe på, og landskabet havde ændrede karakter fra roligt til natten over.

Vi fulgte stranden et stykke tid, før ruten førte os op i klitterne. Herfra åbnede udsigten sig – fantastisk, vindblæst og fascinerende. Denne nordjyske natur er altså helt særlig.

Furreby Kirke – et historisk stop på ruten

Ruten førte os lidt ind i landet til Furreby Kirke. En lille kirke med rødder i middelalderen og en imponerende udsigt over både kyst og by. Specielt udsigten ned over Løkken by var flot.

Langs den jyske vestkyst ligger flere kirker, som oprindeligt lå tættere på havet. Gennem århundreder har sandflugt og kysterosion flyttet landskabet, så kirkerne i dag står længere inde i landet, måske er det også det der er sket med bunkerne. Det er en stille påmindelse om naturens kræfter – og om, hvordan mennesket gennem tiden bare må tilpasset sig dem. Hvor andre steder var der tydligt eksempler på sommerhuse der var styrtet i havet, når bølgerne æder sig ind på klitterne. Senere på dagen kom også forbi en gammel kirkegård, der næsten var styrtet i havet.

Derudover er kirkerne et kærkomment stop på en vandretur – Her er altid vand og et åbent toilet.

Atlantvolden og bunkerne langs Vesterhavet

Tilbage ved kysten tog vinden for alvor fat. Sandet begyndte at piske, og vi søgte læ i en bunker. Vi trængte lige til lidt og drikke og lidt ekstra energi (læs chokolade).

Bunkerne langs kysten er rester fra Atlantvolden, som blev opført under Anden Verdenskrig som en del af det tyske forsvar. I dag står de tilbage som vidnesbyrd om en tid, hvor vestkysten havde en strategisk betydning. Min bedstefar var med til at bygge nogle af dem, tvangsudskrevet til tvangsarbejder for tyskerne. Jeg har fået fortalt, at de blandede papir i cementen, i håb om, at de ikke blev så stabile. (deres stille protest mod tyskerne)

At sidde i læ dér, med vinden susende udenfor, giver et specielt ærligt på både naturens og historiens kræfter.

Mod Rubjerg Knude Fyr i sandstorm

Dagens mål og måske hele vandreturens mål var Rubjerg Knude Fyr – et af de mest ikoniske steder på den danske vestkyst.

Fyret er kendt for sin kamp mod sandflugten og blev i 2019 flyttet længere ind i landet for at undgå at styrte i havet. Det er et af de tydeligste eksempler på, hvor vild naturen er i dette område.

Da vi nærmede os, var vejret blevet voldsomt. Sandet føg gennem luften, og vi var i tvivl, om vi overhovedet kunne nå derop.

Men vi prøvede.

Med tørklæder trukket op over næse og mund kæmpede vi os op gennem klitterne. Det var uden tvivl turens hårdeste strækning. Vinden slog imod os, og hvert skridt i sandet føltes tungt.

Men vi nåede derop.

Fyret stod der – råt, ensomt og smukt midt i det golde landskab. Vi blev der ikke længe, for efter turen derop følte vi os helt sandblæste. Vi måtte ned i læ.

Sidste strækning til Lønstrup

Planen var at følge kysten hele vejen til Lønstrup, men vinden tvang os til at ændre rute. Vi trak ind i landet, hvor forholdene var mere medgørlige.

Efter cirka 16 kilometer nåede vi frem til Lønstrup – trætte, sandblæste og med røde kinder. Men sikke da en tur. Denne strækning er utroligt smuk og måske den smukkeste af de tre.

Lønstrup er kendt for sine mange kunsthåndværkere og små værksteder. Vi sluttede turen på en hyggelig café omgivet af keramik og lokale kunsthåndværk. en kold øl samt kage og kaffe. – den perfekte afslutning på tre intense vandredage.

En vandreferie langs Vesterhavet

Vesterhavs Caminoen er en helt særlig vandrerute i Danmark. Her er det ikke solgaranti og stille vejr, der er i fokus – men naturens kræfter og skiftende vejr og den fantasiske natur. Det er netop det, der gør turen speciel.

Jeg havde det bedste selskab med min vandremakker Inge – som i øvrigt var i en noget bedre form end mig.

Vandreferie handler ikke om hvor langt man går, men mere hvor man går. Jeg kan kun anbefale en tur langs Vesterhavet og tænker at jeg på et tidspunkt skal prøve nede omkring RIngkøbing Fjord.

Det er meget besværligt, at komme til Lønstrup og i øvrigt også Slettestrand med offentlig transport, så vi var så heldigt, at der var gode mennesker der både bragte og hentede os, hvilket man er utroligt taknemmelig for, specielt når man er træt efter 3 lange dage.

Tak fordi du læste med det sætter jeg som altid stor pris på.

Og spørgsmålet er næsten uundgåeligt: hvor går næste tur hen?

Find inspiration

Som i ved samler jeg på oplevelser, både stort og små. Jeg prøver at få skrevet om de vigtigste og derfor køber jeg du kan finde lidt inspiration ved at kigge lidt rundt på min hjemmeside. De fleste af de store rejser jeg har været på er blevet beskrevet, men også rigtig mange af disse så vandreoplevelser.

Du er også velkommen til abonnere på disse nyhedsbreve. Men da min hjemmeside lige på det punkt ikke rigtig virker kan du blot sende mig en besked, så skal jeg nok tilmelde dig. Det gør du i nedenstående kommentarfelt. Så opretter jeg dig og du får mine indlæg i tak med det bliver udgivet.

Tak fordi du følger med.