Hviledagen der forsvandt

Dagen i dag var egentlig udset til at være vores hviledag. Planen var at tage den lidt med ro, få benene op og lade kroppen restituere efter flere dages vandringer med både distance og højdemeter. Men som det så ofte går, når eventyrlysten tager over, blev det alt andet end en stille dag.

Faktisk endte det med at blive den dag, vi har gået allermest. Hviledagen må derfor vige pladsen til fordel for i morgen – hvor vi til gengæld skal tilbringe omkring 10 timer i bilen på vej retur til Danmark. Det må vel næsten tælle som hvile… i hvert fald for benene.

Hotel Zámeček

Vi startede dagen stille og roligt med morgenmad på terrassen. Vores hotel, Zámeček, har virkelig overrasket positivt. Det ligger for sig selv på en lille bakketop, cirka 10-15 minutters kørsel fra nationalparken, så det har været en perfekt base for vandreture i området. Jeg fandt det på Airbnb, hvor jeg som altid søger med lavbudget-brillerne på – og op dukkede Hotel Zámeček. For omkring 2.200 kroner fik vi tre overnatninger i et to-etagers værelse med to soveværelser (3 dobbeltsenge). En god pris!

Udefra ser hotellet måske en smule slidt ud, men når man træder indenfor, er der både pænt og hyggeligt. Personalet har været utroligt søde, og restauranten har overrasket – både morgenbuffeten og aftensmaden har været virkelig god. Der er endda en lille swimmingpool, hvis man skulle få lyst til en dukkert. Alt i alt får hotellet de varmeste anbefalinger herfra.

Ifølge hotellets egen hjemmeside stammer den oprindelige villa fra omkring 1907, opført af skovforvalteren for det katolske ærkebispens skove. Mange af de originale interiørdetaljer og møbler er bevaret, og i kælderen blev der foretaget en arkæologisk opdagelse af en gammel kilde – som sandsynligvis har været anvendt til helbredende bade af de første ejere.

Solopgang

Jeg startede dog dagen lidt tidligere og gik op på højen bag hotellet. Herfra kunne jeg nyde udsigten ud over landskabet, der stadig lå indhyllet i tung morgendis. Det bløde lys og den fine stemning skabte en helt særlig ro – og en række virkelig fine billeder. Det er ofte de små øjeblikke, der sætter sig fast – dem der ikke er planlagte, men som bare opstår og føles som noget særligt.

Hřensko

Efter morgenmad på terrassen kørte vi mod Hřensko med en plan om at tage en sejltur på floden Kamenice – en klassisk oplevelse i området. Vi fandt en heldagsparkeringsplads (hvilket senere viste sig at være en ret god idé), og gik derefter forbi turistinformationen. Her blev vi desværre mødt med nyheden om, at der ikke var flere billetter til netop den bådtur, vi havde set frem til.

Men heldigvis var damen i turistinformationen både hjælpsom og løsningsorienteret – og hun pegede os i retning af en alternativ sejltur, som krævede lidt mere logistik. Først måtte vi tage til nabobyen Mezni Louka, og herfra skulle vi gå til Mezna – og så bare et “lille” smut ned til floden, hvor båden sejlede fra.

Vi kunne hurtigt se, at hvis vi flyttede bilen, ville vi aldrig finde en ny parkeringsplads, så vi tog det lille lokale tog fra Hřensko til Mezni Louka – en hyggelig og praktisk løsning. Og så var det ellers bare at snøre skoene og begive os afsted på det, vi troede var en stille vandring…

Masser af højdemeter

Turen til floden viste sig at være noget mere anstrengende end forventet: under en kilometer, men med en stejl hældning, der var hård for vores i forvejen trætte ben. Det blev den dag, vi samlede flest højdemeter.

Floden Kamenice har skåret sig igennem den bløde sandsten i området og dannet to spektakulære kløfter: Edmundova soutěska (Edmund’s Gorge) og Divoká soutěska (Wild Gorge). Vi var i Edmundova soutěska. Disse gletscher lignende passager har klippevægge op til 50–150 meter høje, der stiger dramatisk op på begge sider af vandet. Floden løber ud i Elben.

Selve sejlturen – den velfortjente del efter vores bakke-maraton – var en rolig og stemningsfuld oplevelse: stilhed, klare refleksioner, høje klippevægge, kun afbrudt af bådførerens rolige stemme. Perfekt afstressende, og et klart højdepunkt i dagens vandredag.

Da vi endelige kom op af den stejle stigning, havde spise frokost og drukket en kold Cola, tog vi bussen tilbage til Hřensko. Her nåede vi at nyde byen lidt, handle ind og suge de sidste indtryk til os inden hjemturen i morgen.

Tak for denne gang

Det var sidste vandretur i det Bøhmiske Schweiz, det har været en kort men intensiv tur, hvor vi har set meget på relativ kort tid. Men en ting er helt sikkert, dette område er værd at besøge igen, der er meget at se her.

Tusinde tak til jer der læser med, det er jeg rigtig glad for.

Har du brug for mere inspiration så kig på min hjemmeside. Du finder den bare her.

Husk at du også kan tilmelde dig mine nyhedsbreve, så kommer de til din mail helt enkelt.

Lige nu er der kun en lang rejse på tegnebordet til vinter, men mon ikke der skal vise sige nogle små ture inden dag. Hold jer klar til flere eventyr, store som små.