Reisa Nationalpark, vandfald og Lyngalperne.

Vandfald dagen

Jeg vågnede til en skøn morgen med floden og et vandfald i baggrunden. Dagen torsdag den 15. juli skulle stå på Nord Norges højeste vandfald Mollisfossen. For nogle dage siden, havde jeg bestilt en elvtur med båd ned til Mollisfossen. Jeg havde dog aldrig fået en kvittering på hverken bestilling eller betaling, hvilket undrede mig.

Hvor er opsamlingsstedet?

Jeg havde både ringet og mailet til arrangøren af turen, men uden held. Så mit bedste bud var, at prøve at finde stedet kl. 9.00 og så snakke med dem. Jeg kørte ud af små grusstier. Jeg tjekkede lige min mail endnu engang og der lå svaret, der er sket en fejl – din booking er ikke gået igennem.

Spilder jeg min tid?

Erkender, at jeg blev arrig. Så jeg sendte en besked om, at jeg havde kørt langt for denne oplevelse. Herefter fandt jeg et naturinformationssted, der i øvrigt havde lukket (ingen turister). Her spiste jeg min morgenmad i solen.

På grusvejen derud, havde jeg set et skilt mod Sarafossen. En lille vandretur på 3 km.  Den besluttede jeg mig for, at gør – kun en lille smuttur.

3 km er ikke bare 3 km

Men jeg skulle blive klogere. Vandreturen skulle vise sig, at være noget mere udfordrende end længden. Den steg relativt stejlt, så kan selv 1,5 km være en lang tur. Men op kom jeg, til det næst højeste vandfald i Nordnorge. Og smukt var det også.

En besked tikker ind

På turen ned får jeg en besked om, at de kan lave en ekstra plads på båden kl. 13.00. Det takker jeg selvfølgelig ja til. Så jeg er klar til en elvtur alligevel. Dejligt jeg blev arrig og sendte en besked.

Klar til udflugt

Vi var 5 personer + bådfører i nogle langbåde, Heldigvis med metalbund, det skulle vise sig, at være en rigtig god ide. Vores bådfører (en ung knægt) manøvrerede os gennem strømhvirvler, drivtømmer og meget lavvandet, som om han kendte elven ud og ind.

Vi var en kort smut inde og se nogle helleristninger, der kunne dateres tilbage til år 1.800 før Kristus. Vildt at der boede mennesker i så barsk et område for så mange år siden.

Mollisfossen

Efter en times sejlads lage vi til ved Mollisfossen og gik det sidste stykke op til dette imponerende vandfald. Hele vandfaldet er på 269 meter, hvor de sidste 100 meter er frit fald. Den giver en fænomenal larm og er vildt fascinerende.

Da vi kommer tilbage til der, hvor bådene ligger har vores bådfører lavet kaffe over bål. Så vi tilbringer en hyggelig time med snak inden turen går retur mod bilerne.

Herefter kører jeg mod Lyngalperne, hvor jeg i morgen har planer om en vandretur. For at jeg kan komme derover, kræver det en sejltur. På den lille færge møder jeg nogle af dem jeg svar på Elvtur med, det er da lidt sjovt – da vi har kørt mindst to timer.

Camping with a view

Aftens camping (fri camping) er det smukkeste sted, lige ud til fjorden, hvor vandet har en lyst grønt skær og solen står ind på bjergsiderne. Desværre lover vejrudsigten regn i spandevis og storm, så jeg forsegler lige mit telt lidt ekstra. Og storm kommer der. Det bliver ikke til meget søvn, for jeg må erkende, at jeg ligger og tænker på om teltet kunne holde. Men det kunne det selvfølgelig.

Regn, regn, regn

Det regner i dag fredag den 16. juli. Så ville det have været fedt med en autocamper. Men det har jeg altså ikke, så jeg må ud i regnen og slå teltet ned og komme af sted. Da jeg kommer frem  til bestemmelsesstedet regner det forsat, så jeg laver en lille plads på bagsædet og sover et par timer.

Blåisvatnet

Dagen vandretur går nemlig til Blåisvatnet, der ligger i Sør-Lenangen og har en intens blå farve. Det er en gletsjer sø, der ligger omkredset af høje bjerge, hvorpå der er gletsjer. Vandreturen skulle igen i dag være relativ let kun 4,5 km hver vej. Igen blev jeg lidt snydt, ikke fordi der var meget niveau, men jeg skulle gå på sten det meste af turen. Herudover skulle der forceres forskellige vandløb og elve med mere eller mindre strøm i. Her blev jeg rigtig glad for mine støvler med Gore tek i, da de kunne modstå vandet også selv om det gik 5 cm op på støvlen.

En rigtig dejlig tur, trods ømme ankler. Turen kan klart anbefales også selv om søen naturligvis ville være endnu smukkere i solskin.

Hvis du vil læse mere om min rejser,, så gør du det HER. Alternativt kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer det til din mail, når der sker noget nyt.