Stockholm guide – vores første møde med Sveriges smukke hovedstad

Jeg har aldrig været i Stockholm før – og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor jeg har ventet så længe – Stockholm er så smuk.

Efter en kort flyvetur fra København landede vi i Stockholm Arlanda Airport og tog bussen direkte ind til Stockholm Centralstation. Vi havde booket to overnatninger på Radisson Blu Waterfront Hotel Stockholm – en af de der praktiske beslutninger, man bliver ekstra glad for, når man skal tidligt hjem igen. Hotellet er et dejligt hotel og så ligger det meget tæt på Centralstationen

Stockholm tog imod os med forårssol og klar luft. Den slags vejr, hvor bare har lyst til at slentre rundt i byen . Og det var præcis, hvad vi gjorde.

Denne Stockholm guide er baseret på vores to dage i byen, hvor vi gik rundt og lod os føre med af hvad vi havde lyst til.

Udsigten fra hotellet

Kungsträdgården og byens første indtryk

Vi startede dagen med at gå mod vandet og endte hurtigt ved Kungsträdgården, hvor kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Et af de dér steder, hvor man lige stopper op lidt længere end planlagt.

Byen er bygget på 14 øer mellem Mälaren og Østersøen, og det er netop dét, der giver den sit meget smukke udtryk. Udsigterne er fantastiske næsten lige meget hvor vi går. Historisk voksede Stockholm frem som handelsby i 1200-tallet og blev hurtigt et vigtigt knudepunkt i Østersøhandlen.

Kirsebærtræerne i fuld flor

Skeppsholmen og Kastellholmen – ro midt i storbyen

Vi fortsatte langs kajen og ud mod Skeppsholmen, en stille lille ø med en af de smukkeste udsigter ind mod byen.

Herfra gik vi videre til Kastellholmen, hvor det gamle kastel stadig står som et historisk minde om byens forsvar.

Det er svært at tro, at man stadig er midt i en hovedstad her – det føles stille og meget idyllisk.

Havnefronten

Djurgården, cafépause og Vasamuseet

Vi tog en af de små færger over til Djurgården – en grøn oase midt i byen.

Her fandt vi en café i solen og spiste frokost, mens vi kiggede ud over vandet. At side her i solen og bare kigge på alle de forskellige mennesker der går forbi og lade tiden gå er også en del af min storbysoplevelse.

Efterfølgende gik vi forbi Vasamuseet, som huser krigsskibet Vasa fra 1600-tallet. Skibet sank på sin jomfrurejse i 1628 og blev først hævet over 300 år senere. Og ja, jeg ved godt at det er et besøg værd, men så var der så meget andet vi ville gå glip af. Så en prioritering hvor museet tabte.

Lige ved siden af ligger Nordiska Museet, som fortæller historien om livet i Norden gennem tiden også det sprang vi over.

Smukke Kanaler

Östermalm og vejen ind mod Gamla Stan

Vi krydsede tilbage mod byen og bevægede os gennem Östermalm. Her bliver byen mere elegant, med brede gader og klassiske bygninger.

Derefter gik vi mod Gamla Stan, og her ændrer byen karakter fuldstændigt.

Byens ældste kirke

Gamla Stan – Stockholms historiske hjerte

Gamla Stan er byens ældste kvarter og stedet, hvor Stockholm blev grundlagt i 1200-tallet.

Smalle brostensgader, skæve huse og små passager giver følelsen af at træde tilbage i tiden.

Her mærker man virkelig historiens lag – og derfor vil den bydel også få et indlæg for sig selv.

Udsigt mod Gamla Stan og slottet

Ved slottet

En Stockholm guide baseret på gåture og indtryk

Efter 14–16 kilometers vandring vendte vi tilbage til hotellet, trætte på den gode måde.

Denne Stockholm guide handler ikke kun om seværdigheder, men lige så meget om stemningen og byen. Vandet, pauserne, udsigterne og den måde byen hele tiden viser nye sider.

Er Stockholm værd at besøge?

Ja – uden tvivl.

Stockholm er en by, der både er stor og overskuelig på samme tid. En by hvor du hele tiden er tæt på vand, historie og grønne områder.

Og vigtigst af alt: en by, der indbyder til at gå.

Der er så mange smukke steder

Find inspiration

Tak fordi du læste med.

Som du måske kan fornemme, samler jeg på oplevelser – både de store rejser og de små øjeblikke undervejs. På bloggen deler jeg det, jeg selv synes er værd at huske, og forhåbentlig kan det også give dig lidt inspiration til dine egne ture.

De fleste af mine større rejser er beskrevet her på siden, men du finder også mange vandreture og kortere oplevelser rundt omkring i Danmark og udlandet.

Hvis du har lyst, er du velkommen til at følge med i nye indlæg. Der kommer løbende nye rejsehistorier og oplevelser.

Tak fordi du kiggede forbi.