Hyggetur til Omø – to døgn med krabber, camping og ø-liv
Vi har et par dage tilbage, inden sommerferien takker af, og dem bruger vi på endnu et lille microeventyr – denne gang til Omø, en lille ø i Storebælt, hvor tiden står lidt stille, eller sådan føles det i hver tilfælde.
Denne gang er det ikke en vandretur – jeg har nemlig mit ældste barnebarn med. I stedet blev det en hyggetur, hvor vi skulle fange krabber, sove i min VW Caddy og bare nyde livet på øen og hinandens selskab. Og det gjorde vi!

Klar til færge
Med færgen til øen
Vi sejlede med Omøfærgen fra Stigsnæs ved Skælskør. Turen tager omkring 50 minutter – akkurat længe nok, til at det er lidt ud over det sædvanlige. Vi var kun to familier med den lille færge, så der var tid nok til at undersøge det hele kigge ud over vandet, og snakkede om, hvad vi mon ville opleve.
På Omø blev vi mødt af farverige huse og et muntert havneliv. Ved havnen er der en lille campingplads sammen med lystbådehavnen. Det er havnefogeden der står for brug af campingpladsen. I tilknytning til havnen/campingpladsen er der bad og toiletter, men ellers helt primitivt. På havnen er der ishus, bryghus, fiskeudsalg, grillbar og en lille købmand. Den første aften var der levende musik på havnen – så en rigtig hyggelig stemning er der på Omø.

Her camperede vi

Fine gamle huse
Camping i Caddy og krabbefangst
Vi havde base i min VW Caddy, som er indrettet som en microvan. Her sov vi i to nætter. Det fungerede perfekt. Vi fandt et roligt sted tæt ved havnen, hvor vi havde udsigt til alle bådene og en stor legeplads – og adgang til toilet, el og lidt vand.
Dagene fløj afsted, og vi fangede massevis af krabber ved molen. En bøtte, en snor og et stykke pølse var alt, hvad der skulle til. Barnebarnet var fuldstændig opslugt – og stolt, hver gang endnu en krabbe bed på hans krog. Der blev badet og danne nye korte bekendtskaber og hygget.

Den lille bil fungerede godt til os to

Vi bruget meget tid på at fange krabber

Der var nogle store imellem
Traktorbussen og øens højeste punkt
Vi kørte med den lokale traktorbus på ø sightseeing, en lille seværdighed i sig selv. Rundt på øen i adstadigt tempo, med højt til himlen og udsigt over marker og hav. Det er en god måde at opleve hele Omø på, især hvis man er voksen. For børnene var det nok en smule for langt tid. Vi gjorde dog nogle stop undervejs, hvilket hjalp lidt.
Vi stoppede blandt andet ved øens højeste punkt, hvor man kan se næsten hele øen og havet på begge sider. Her blæste det lidt, men udsigten var fantastisk. Vi sluttede med et besøg på øens microbryggeri.

Med traktorbussen rundt på øen

Den fine gadekær i Omø Kirkeby
Omø – lidt fakta og historie
Omø er en lille ø på ca. 4,5 km² med omkring 150 fastboende beboere. Øen hører til Slagelse Kommune og ligger mellem Storebæltsbroen og Langeland. Her er ingen stress og ingen trafiklys – kun ro, natur og fællesskab.
Øens historie går langt tilbage. Man har fundet spor af middelalderbosættelser, og i århundreder har fiskeri og landbrug været livsgrundlaget. Øen har både haft sin egen skole, købmand, posthus, mejeri og smedje – og nogle af de gamle bygninger står her endnu, nu som beboelse eller ferieboliger, skolen og købmanden eksisterer dog stadig.
I dag lever mange af fastboende af turisme, og der er fokus på bæredygtighed, natur og fællesskab. Øens har haft egen kirke fra 1600-tallet, den nuværende er fra 1828. Før den tid roede de til faslandet for at gå i kirke i Skælskør.

Gamle gårde ligger her stadig

Her bliver fortsat repareret fiskenet
Sidste morgen – det gule fyr
Inden vi forlader øen på vores sidste morgen, tager vi en rundtur på øen, bl.a. ud til det gule fyr, som står smukt ud mod vest. Vi går gennem lav vegetation og via fine stier. Hele Omø har et fint stisystem, så en vandretur rundt om øen er bestemt en oplagt mulighed.
Fyret er ikke stort, men det har karakter – og det står der bare, som en vagtpost med havet. Vi sætter os i græsset og kigger ud. Det blæser herude. Barnebarnet er nysgerrig og suser rundet, og jeg tænker, at lige her – lige nu – er livet bare godt og helt enkelt.
I går også ud til spidsen af Omø, hvor vi finder en masse muslinger og krabbeskjold. Vi får set Omø Kirkeby en sidste gang inden vi fortsætter mod havnen og færgen, der skal bringe os hjem igen.

Det gule fyr
Ø-livet i børnehøjde
Nogle dejlige dage er slut, og jeg er blevet en oplevelse rigere. Jeg har fået kigget grundigt på den lille ø Omø, som ligger ganske tæt på mit lokalområde – og jeg har nydt nogle stille, nærværende dage sammen med mit ældste barnebarn. Det er guld værd.
På færgen hjem viser han sit mod og spørger, om han må se, hvordan man styrer færgen. Og minsandten – han får straks lov til at komme op på kommandobroen. Her sidder han i kaptajnens stol, kigger på alle knapperne og stiller sine mange spørgsmål.
Behøver jeg sige, at jeg afleverede en meget, meget stolt 8-årig dreng hos hans forældre?

Tak for denne gang - det var nogle skønne dage
Tak for denne gang
Det har været en dejlig sommerferie med masser af oplevelser. Men som altid er jeg allerede nu i gang med at tænke over nye muligheder, nye rejser. Og til vinter er den en længere rejse på programmet.
Tusinde tak til jer der læser med, det er jeg rigtig glad for.
Har du brug for mere inspiration så kig på min hjemmeside. Du finder den bare her.
Husk at du også kan tilmelde dig mine nyhedsbreve, så kommer de til din mail helt enkelt.
Skønne billeder der oser af hygge 😍. Og Omø er et dejligt sted omend det er mange år siden, vi lagde til der.
Og Enø, der boede jeg til 2×20 i Næstved.
Man behøver ikke at rejse 2.000 km for at få gode oplevelser 😁