Vi vågnede op til endnu en solrig dag, men dagens store mål var klart: Vi skulle besøge Elephant Transit Home i Udawalawe.

Elephant Transit Home i Udawalawe

Elephant Transit Home ligger lige i kanten af Udawalawe National Park, omgivet af skov, reservoir og et enormt åbent landskab, hvor elefanter går frit omkring. Det er ikke et zoo-besøg. Det her er et reelt rehabiliteringscenter for forældreløse og sårede elefantunger.

Stedet blev etableret i 1995 af Sri Lankas Department of Wildlife Conservation med et meget enkelt formål: at redde de elefantunger, der har mistet deres mødre – ofte som følge af menneske-elefant-konflikter, trafikulykker eller tab af levesteder. Centeret forbereder dem på at vende tilbage til livet i naturen.

De kom løbende ind i små hold

Elefanterne går frit omkring med kun minimal kontakt til mennesker. Det er helt bevidst, for at bevare deres vilde instinkter og give dem de bedste forudsætninger for at overleve, når tiden kommer til, at de igen bliver sluppet løs i Udawalawe National Park.

Vi ankom til fodringstiden (det eneste tidspunkt, hvor man kan se elefanterne). Her bliver de ledt over til fodrepladsen i små grupper, hvor de får mælk og grønt. Fra vores udsigtsplatform kunne vi se dem komme løbende med kluntede skridt direkte mod mælken. Det var både sjovt og lidt rørende.

Blev fodret med mælk

Besøget ved Elephant Transit Home har selvfølgelig to formål: at få os turister til at betale for at hjælpe med at passe på de elefantunger, der ikke kan klare sig selv – og samtidig bevare den naturlige bestand af elefanter på Sri Lanka. Jeg har tidligere besøgt et lignende sted i Thailand, men her var formålet ikke at få elefanterne tilbage i naturen, snarere at fungere som turistmagnet. Dette sted virkede langt mere ægte. Vores guide fortalte da også på den efterfølgende safari, at elefanter løbende bliver sat ud i nationalparken igen, om end de ofte er lidt mindre menneskesky end de helt vilde elefanter.

Inden de traskede afsted igen

Safari i Udawalawe National Park

Dagen efter fortsatte vi til Udawalawe National Park for safari – en oplevelse, der til fulde levede op til vores forventninger. Parken dækker et område på cirka 308 km² og blev etableret i 1972 for at beskytte dyrelivet, især elefanterne, som blev fordrevet, da Udawalawe-reservoiret blev anlagt.

Og sikke et dyreliv. Vi var knap nok kørt ind i parken, før de første hjorte stod langs vejen – og kort efter en elefant helt tæt på bilen.

Vi kørte ad støvede og meget ujævne veje ud mod vandreservoiret, hvor vi så mange elefanter. Store som små – mødre, unger, ældre elefanter og en HELT nyfødt elefantunge, der stadig famlede med sin snabel og knap kunne styre den endnu. Det var et af de sødeste øjeblikke på hele turen. Hunelefanterne holder sammen i familier hele livet, mens hanelefanterne ofte går alene rundt. Det gjorde oplevelsen anderledes – og endnu bedre – end den safari, jeg havde været på tidligere på måneden.

Den første familie vi mødte

Der var rigtig mange elefanter

Stort set nyfødt, hvor nuttet er den lige

Dyreliv i Udawalawe National Park

Herefter kørte vi til et flodleje, hvor vi så mindst 50 krokodiller ligge på bredden og nyde solen. Det var ret vildt. Enkelte lå også i vandet. Ferskvandskrokodillerne kan blive op til 2 meter lange, så det var store dyr.

Derudover så vi påfugle, vildsvin, hjorte, næsehornsfugle, storke, pelikaner og et par ørne. En kæmpe oplevelse for både store og små.

Det føltes som en safari, der respekterede dyrene. Vi kom ikke for tæt på, ingen jagtede dyrene med biler, og alt foregik i deres naturlige tempo. Dyrene spiste, badede i søen og levede deres liv uden at lade sig forstyrre af os. Det gjorde oplevelsen langt mere rolig og autentisk.

Ikke for tæt på

De er altså store

mødte lige dem her på vej hjem

Om Udawalawe National Park

Udawalawe National Park ligger i det sydlige Sri Lanka og strækker sig over enorme åbne græsarealer, buske og vådområder omkring reservoirerne, som tiltrækker dyrelivet. Parken er især kendt for sine store bestande af vilde asiatiske elefanter, som ofte ses i grupper på 30–60 dyr, og det gør parken til et af de bedste steder i Sri Lanka at opleve elefanter i deres naturlige habitat.

Lige nu er elefanterne lidt magre, men det skyldes, at januar er den tørre sæson, hvor græsset ofte er tørt og næringsfattigt. Det påvirker naturligvis, hvordan elefanterne ser ud.

Med sit mangfoldige dyreliv – fra krokodiller, vandbøfler og hjorte til mere end 180 fuglearter – kan jeg kun anbefale en tur til Udawalawe National Park. Vi så kun en meget lille del af parken og en brøkdel af det dyreliv, der findes her.

En stork

Den fineste påfugl

Og en ørn

Afslapning ved Kottawalla River Bank Resort

Efter alle oplevelserne slappede vi fuldstændigt af på vores hotel, Kottawalla River Bank Resort. Luksusteltene er ikke bare smukke – de ligger også midt i naturen, hvor der er helt roligt.

Vi har nydt god mad og små, stille gåture i området, hvor vi har kigget på aber, fugle og kæmpeflagermus. Der er ikke meget andet at lave i Udawalawe, men efter fire timers safari gør det absolut ingenting.

Tak fordi du har læst med hertil.

Har du brug for mere inspiration så kig på min hjemmeside. Du finder den bare her.

Husk at du også kan tilmelde dig mine nyhedsbreve, så kommer de her nyhedsbreve direkte til din mail – nemt og enkelt.

Masser af lækkert mad

Og store mængder af flagremus