Efter dagen i Glaicier Nationalpark fortsatte jeg retur til Canda, hvor jeg kørte direkte ind i Waterton Lakes National Park. Denne park bød på smukke udsigtspunkter, men virkede mindre prangende end Glacier Nationalpark. Alligevel var det en naturskøn oplevelse, hvor jeg blandt andet så White-tailed deer gå frit rundt i haverne og spise af træer og buske. Parken blev oprettet i 1895 og er en del af verdens første internationale nationalpark sammen med netop Glacier National Park.

Store dyr gik rundt i byen
Prince of Wales Hotel
Et af de mest ikoniske vartegn i Waterton Nationalpark er Prince of Wales Hotel, et historisk hotel fra 1927, der ligger fantastisk placeret med udsigt over Waterton Lake. Hotellet blev bygget af Great Northern Railway for at tiltrække turister og er i dag en af Canadas mest berømte bygninger. Det var dog ikke der jeg skulle overnatte, da jeg ikke kunne forstille mig, at en overnatning der kunne inkluderes i mit rejsebudget. Men smukt var det.

Smukt og ikonisk
Som afslutning på min 2 dages udflugt besøgte jeg Head-Smashed-In Buffalo Jump, endnu en UNESCO-verdensarvslokation, der fortæller om de oprindelige folks avancerede jagtteknikker. I mere end 6.000 år brugte Blackfoot-indianerne stedet til at drive bisoner ud over klippen, hvor jægere ventede nedenfor for at slagte dem. Teknikken krævede omfattende planlægning og samarbejde og var afgørende for deres overlevelse. Blackfoot indianerne var et nomadefolk, der fulgte bisonernes vandring.

Her blev bøflerne jagtet i døden
Stedet har et imponerende besøgscenter med udstillinger om Blackfoot-indianerne, bisonernes rolle i deres liv. Blackfoot-folkets levevilkår ændrede sig drastisk med ankomsten af europæerne i 1700-tallet. De fik adgang til heste og skydevåben, hvilket gjorde jagten lettere, men samtidig bragte handelsfolk også alkohol og sygdomme med sig.
I 1800-tallet blev bisonerne næsten udryddet af europæiske pelsjægere, hvilket medførte en kæmpemæssig fødevaremangel for Blackfoot-indianerne. I 1877 blev Blackfoot tvunget til at underskrive en traktater med den canadiske regering, hvor de måtte opgive store dele af deres land og flytte til reservaterne.
Jeg gik en tur i området og stod ved klippekanten og forestille sig de dramatiske jagter der var foregået i området.

Desværre er der ikke mange vilde bøfler tilbage
Det oprindelige folk
Historien er den uanset hvor jeg rejser. De oprindelige folk bliver drevet væk. Årsagerne kan være meget forskellige, her er det indvandring fra Europa. I dag arbejder Blackfoot-folket heldigvis aktivt for at bevare deres kultur og historie. Head-Smashed-In Buffalo Jump er et vigtigt sted for denne fortælling.
Waterton-området var også en del af deres traditionelle territorium, og selvom de ikke længere lever som nomader, har Blackfoot stadig en stærk tilknytning til landskabet og deres forfædres traditioner. Jeg kom igennem byer som var beboet af Blackfoot indianerne. Dog havde jeg fået af vide, at jeg ikke skulle gøre stop i disse byer, da Europæere ikke var velkomne. Så ja, historien trækker mange spor selv op gennem flere generationer.

Totalt prærie stemning
Tak fordi i læste med
Tak fordi I læste med endnu engang. Har i set min hjemmeside? Eller tjek den lige ud, måske kan du finde inspiration til din næste rejse. Du finder den bare her.
Rejsen igennem en lille del af mægtige Canada er først lige begyndt – Bjergene venter forude.

Læg en kommentar