The Lost Village – El Acebuchal

Min søn arrangerer motorcykelrejser i bjergene bag solkysten, det fornægter sig ikke. Han kender bjergene og alle de små bjergveje som sin egen bukselomme. Så dagens eventyr var med ham som guide – og hvilken pragtfuld tur det blev.

Små snoede bjergveje

Vores eventyr startede i bjergene mellem Competa (som jeg har skrevet om et andet sted) og Frigiliana. Her drejede vi pludselig ind af en lille grusvej og efter en bumlet men smuk tur, kommer vi ind til der hvor Rio Patamalara og Rio Torrox mødes. Der er forholdsvis meget vand, så vi er i starten lidt i tvivl om bilen kan komme over. Men det klare den gamle bil i fin stil.

Alt bliver udforsket

Krystalklare floder

Vi leger i vandet, går på opdagelse i området omkring floden – vi leder efter ruiner og vandfald, men finder kun vandfald. Vi nyder solen og det klare rene men lidt kolde vand fra bjergene. Efter lidt tid har Anders noget mere han vil vise os. Den glemte landsby – The Lost Village – El Acebuchal.

Den glemte landsby
Vandfald og min søde familie

El Acebuchal

Vi forsætter endnu nogle kilometer af den snoede grus bjergvej og i kløften af bjergene dukker et lille kapel op, her parkere vi bilen for at gå den sidste stykke til den meget lille hvide landsby El Acebuchal.

Kirken ved Acebuchal

Historien bag Acebuchal

Da vi jo har vore egen guide med, så fortæller Anders historien om Acebucha,l der fra 1700 tallet var en lille fattig bjergby hvor de levede af kul og kalkstens produktion. Den lille landsby lå på ruten fra kysten til Granada, så handelsfolk på muldyr og med varer gjorde stop undervejs i Acebuchal for at handle med fisk, grønsager og frugt. Denne levevis var ikke ændret i 200 år ingen veje, ingen elektricitet og ingen vandinstallationer.

Små gader og meget få huse
Så fint

I 1949 tvang Francos civilgarde befolkningen ud af byen, da de mente at de husede modstandere af Francos styre. Herudover skulle de bruge byens huse som base for at jagte guerillas bevægelser i bjergene, der var modstander af det fascistiske regime. Efter den tid blev byen glemt og forfaldt totalt.

Den glemte landby ligge godt skjult i bjergene

To børnebørn efter en af de flygtede indbyggere fra Acebuchal havde altid haft et ønske om, at vende tilbage til byen for at genrejse den. Som sagt så gjort. Første hus var færdig renoveret i 1998. Efter 7 år var deres projekt fuldført og det meste af den lille by var gennem restaureret. Der er dog forsat et par ruiner tilbage.

Restaurant El Acebuchal

Der er en lille restaurant i byen som forsat drives af børnebørn efter den familie der startede restaureringen af byen. Anders (min søn) kendte dette sted fra han tur med motorcykelgæster og omtalte det som en skjult perle. Og en perle var det. Vi fik den mest fantastisk mad, der var lavet hele for bunden. Vi fik stenbagt brød med olivenolie, andebryst med cutney, vildsvinesteg med timian og kalvekæber i kryddersovs med peanuts. Desserten blev vi nød til at springe over.

Den lille restaurant – hvor alt er hjemmelavet
Lækreste nybagte brød fra stenovnen
Det lækreste mad

En helt fantastik dag er slut

Den perfekte måde at afslutte 12 dejlige dag i Spanien på. Helt autentisk spansk – ikke turist spansk. Tusinde tak fordi i følger med. Mit næste rejse går til Peak District i England, hvor den smukke natur skal udforskes. Og til efteråret kommer den helt store rejse til et helt andet kontinent. Som i ved kan i abonnere på mit nyhedsbrev ved at tilmelde jer her på siden eller finde inspiration på min hjemmeside.

12 skønne dag i Spanien med min familie er slut – en kombi af arbejde og ferie.

Tak fordi i følger med, det er jeg meget glad for.