Machu Picchu – Den dag jeg havde drømt om så længe

Jeg havde set utallige billeder, læst historier og forestillet mig øjeblikket utallige gange – dagen, hvor jeg endelig skulle opleve Machu Picchu med egne øjne.

Vores eventyr begyndte i byen Urubamba, hvorfra vi tog toget mod Aguas Calientes, den lille by ved foden af bjerget. Togrejsen var smuk, vi kørte langs den brusende Urubamba-flod, omgivet af frodig jungle og stejle bjergtinder. I Aguas Calientes skiftede vi til en bus, der snoede sig op ad bjerget ad smalle, stejle hårnålesving (det bliver man køresyg af) Regndråber trommede mod ruden, og en tung tåge lå over landskabet. Jeg spekulerede på, om vi overhovedet ville få Machu Picchu at se når nu det regnede sådan.

Men da vi endelig nåede op, var regnen stilnet af, selvom skyerne stadig lå lavt over bjergene. Vi fulgte stien, og pludselig – efter at have rundet et hjørne – lå den der foran os: den imponerende, hemmelige inkalandsby Machu Picchu. Det syn tog vejret fra os. Vi stod helt stille, opslugt af denne helt specielle udsigt. Ruinerne lå spredt ud over bjergsiden, de præcist tilhuggede sten, de terrasserede marker og de karakteristiske templer stod næsten uberørte, som om de stadig gemte på deres hemmeligheder.

Machu Picchu blev opført i midten af 1400-tallet under Inkariget, men stedet forblev ukendt for spanierne og blev derfor aldrig plyndret. Først i 1911 blev ruinerne for alvor kendt for verden, da den amerikanske opdagelsesrejsende Hiram Bingham genopdagede stedet. Byens præcise formål er stadig ukendt, men den menes at have fungeret som et religiøst, astronomisk og kongeligt center.

Vi vandrede rundt i ruinerne i flere timer, sugede stemningen til os og beundrede de imponerende stenstrukturer, der var blevet skabt uden brug af mørtel. Pludselig begyndte det at regne igen, men denne gang med en særlig belønning – en smuk regnbue viste sig mellem bjergene og skabte en næsten magisk stemning.

På vej ned fra bjerget besluttede vi at gå de første par kilometer ad de stejle trapper. Trinene var utallige, benene syrede til, men euforien over oplevelsen gjorde hvert skridt det hele værd. Det havde været en dag, jeg aldrig ville glemme – en af mine største rejsedrømme var gået i opfyldelse, og Machu Picchu havde været lige så betagende, som jeg havde forestillet mig.

Tak fordi i læste med

Tak fordi I læste med endnu engang. Har i set min nye hjemmeside? Nu skulle det hele gerne være blevet mere overskueligt og læsebart. Hvis ikke så klik bare her.

Rejsen gennem Peru går videre, der er forsat mange oplevelser der venter.