Oqaatsut – en dag i den lille grønlandske bygd med fiskeri, hvaler og hverdagsliv.
I dag skulle vi opleve det rolige liv i bygden Oqaatsut, en af de små bygder i Grønland. Navnet betyder stedet for skarven, og den lille bygd gemmer på en interessant historie. Den blev grundlagt i 1700-tallet, og bugten fik navnet Rodebay af hollandske hvalfangere, fordi vandet blev rødt, når de parterede deres hvaler, som stadig kan trækkes op på klipperne. Hele Grønland har en kvote på under 10 store hvaler pr. År.
I dag bor der omkring 50 mennesker i Oqaatsut, men trods den beskedne størrelse har bygden både restaurant, et lille hotel med fire værelser, bed & breakfast og en købmand.

Isbjerg der sejler forbi

Desværre ikke klappe hunde
Hvordan er det at bo i Oqaatsut?
Noget af det særlige ved Grønland er, at priserne i Pilersuisoq (Købmanden) er de samme, uanset om man handler i en stor by eller i en lille bygd som Oqaatsut. Bygden har også en fiskefabrik, hvilket sandsynligvis er en af årsagerne til, at indbyggertallet har været forholdsvis stabilt.
Oqaatsut har både skole, bibliotek og kirke – faktisk i den samme bygning. Der går kun otte elever på skolen. De fleste huse har elektricitet, men ikke nødvendigvis indlagt vand. Vand hentes derfor i dunke ved det lokale vandværk, og da der ikke er kloakering i bygden, benyttes pose toiletter.
Det giver virkelig respekt for grønlænderne, når man tænker på, hvor barske vintrene kan være, og at de lever under forhold, som for os kan virke meget primitive.

Køkkenet

Hunde der venter på vinter
Lokale smagsoplevelser i Oqaatsut
Til frokost fik vi besøg af Ole, som ejer det lille Hotel Nordlys, hvor vi bor. Hotellet er i øvrigt hans barndomshjem.
Han havde lavet en fantastisk fiskeanretning med laks, rejer, marineret hellefisk, fiskefrikadeller, tørret ammassat og et stykke hvalspæk. De to sidste specialiteter blev dog ikke mine favoritter, men det var sjovt at smage lokale råvarer og opleve den grønlandske madkultur.

Her er så fint
Fisketur ved Oqaatsut
Efter frokosten sejlede Ole os ud på fisketur, hvor vi pilkede efter torsk. Det blev en succesrig eftermiddag.
Fangsten var imponerende – otte store torsk, en issing og en havkat. Derudover samlede vi en spandfuld blåmuslinger i det lave vand langs kysten. Alt sammen skulle bruges til et fælles aftensmåltid senere på dagen.

Rensning af dagens fangst

Dagens fangst

Muslingjagt
Pukkelhval tæt på kysten
Som afslutning på endnu en dejlig dag gik vi en tur ned til havet for at spejde efter hvaler.
Og endnu en gang var heldet med os. En pukkelhval svømmede ganske tæt på kysten, og vi kunne følge den længe, mens den dykkede efter føde.
Oqaatsut er måske en lille bygd, men den byder på store naturoplevelser, spændende historie og et indblik i en hverdag, som er meget anderledes end den, vi kender hjemmefra. Grønland er helt specielt.

En hundeslæde der venter på det bliver vinter

Bygden
Find inspiration
Som i ved samler jeg på oplevelser, både stort og små. Jeg prøver at få skrevet om de vigtigste og derfor køber jeg du kan finde lidt inspiration ved at kigge lidt rundt på min hjemmeside. De fleste af de store rejser jeg har været på er blevet beskrevet, men også rigtig mange af disse så vandreoplevelser.
Du er også velkommen til abonnere på disse nyhedsbreve.
Tak fordi du følger med.
Der venter kun endnu vildere oplevelser

Læg en kommentar