Gennem tundra, klipper og isbjerge.

Vi stod op til en lækker morgenmad på Hotel Hvide Falk, mens skyerne hang lavt over Ilulissat. Det overskyede vejr viste sig faktisk at være godt til dagens lange vandretur, hvor målet var den lille bygd Oqaatsut – cirka 23 kilometer nord for Ilulissat.

Vi følger den orange rute

Fra Ilulissat mod den grønlandske tundra

Vi begyndte turen ved lufthavnen og fulgte stien langs den nye landingsbane, som i disse år er ved at forvandle Ilulissat til en endnu mere tilgængelig destination. Efter omkring en halv time forsvandt lyden fra byggepladsen, og stilheden tog over.

Vi vandrede gennem den smukkeste tundra, hvor landskabet skiftede mellem rå granitklipper, blødt mos og et væld af små arktiske blomster. Stien snoede sig op og ned over klipperne, og for hvert skridt føltes det, som om vi kom længere væk fra alting og kæmpe vidder lå foran os.

En sø i terrænet

Isbjerge, stilhed og den smukke fjord

Efter et par timers vandring nåede vi ud til fjorden. Her lå enorme isbjerge spredt ud over vandet som gigantiske skulpturer, der langsomt drev med strømmen fra Ilulissat Isfjord. Synet er næsten umuligt at beskrive – man føler sig meget lille i mødet med naturens kræfter. Vandet var så stille, at disse disse isfjelde kunne spejle sig i vandet. Et smukt syn.

Vi fulgte fjorden det meste af vejen, og med jævne mellemrum dukkede små farverige huse op langs kysten. De lå som små prikker i det enorme landskab og mindede os om, hvor barsk livet også kan være heroppe. Disse små hytter er fangsthytter enten for jægere eller fiskere.

Undervejs hørte vi flere høje brag, der lød præcis som geværskud. Det var isbjergene, der “kælvede”. Når isen sprækker eller store stykker falder af, frigives luftbobler, som har været fanget i isen i tusindvis af år. Det giver de karakteristiske knald, og nogle steder kunne vi endda se bølgerne brede sig i vandet, når isstykker styrtede i havet.

Der er højt til himlen

Små huse til jagt og fiskeri

Frokost med udsigt over Diskobugten.

Vi krydsede flere små vandløb, hvor vi kunne fylde vores drikkedunke direkte med iskoldt, klart fjeldvand. Det er en helt særlig oplevelse.

Frokosten nød vi med udsigt over fjorden. Hotellet havde smurt en lækker sandwich med røget hellefisk. Vi blev dog hurtigt kolde. Derfor blev pausen kort, inden vi fortsatte.

Sommer på Grønland

Regn, tåge og de sidste kilometer

Nu gik turen op i fjeldet. Regnen var begyndt, og klipperne blev hurtigt glatte. Vi måtte koncentrere os om hvert eneste skridt, mens sigtbarheden blev mindre, men vi kunne stadig fornemme, hvor storslået landskabet måtte være på en klar dag.

Efter endnu et stykke tid gik stien ned gennem en smal kløft, og pludselig dukkede dagens mål op. Oqaatsut lå som en lille farverig plet yderst på en odde, delvist skjult i tågen.

Bygden har omkring 50 faste indbyggere. Her findes ingen veje mellem byerne, ingen trafik og ingen stress – kun natur, stilhed og et meget lille lokalsamfund.

Vi skulle tilbringe de næste to nætter her og blev indkvarteret på Hotel Nordlys, et hyggeligt lille hotel med blot fire værelser, indrettet i et helt almindeligt hus.

Vandt til drikkedunkene

Spejlinger

En gastronomisk oplevelse på Restaurant H8

Om aftenen ventede endnu en oplevelse på Restaurant H8, som holder til i en af de gamle bygninger fra Den Kongelige Grønlandske Handel. Restauranten serverer kun én menu, baseret på lokale råvarer.

Menuen stod på kammuslinger, moskusokse og en lækker rabarbertrifli til dessert – en fantastisk afslutning på en lang dag i fjeldet, hvor både hoved og benene er trætte.

Kirkegården

Aftenstemning og jagten på hvaler

Selvom benene var trætte, sluttede vi aftenen af med en lille gåtur langs kysten i det fine aftenslys. Vi håbede på at se hvaler ude i fjorden, men denne aften måtte vi nøjes med stilheden og lyden af isbjergene, der fortsatte deres langsomme rejse gennem Diskobugten.

Træt og tilfreds med mig selv

Find inspiration

Som i ved samler jeg på oplevelser, både stort og små. Jeg prøver at få skrevet om de vigtigste og derfor køber jeg du kan finde lidt inspiration ved at kigge lidt rundt på min hjemmeside. De fleste af de store rejser jeg har været på er blevet beskrevet, men også rigtig mange af disse så vandreoplevelser.

Du er også velkommen til abonnere på disse nyhedsbreve.

Tak fordi du følger med.

Der venter kun endnu vildere oplevelser