Det regner stadig
Da vi vågner på vores værelse på vandrehjemmet, styrter regnen stadig ned — præcis som den har gjort hele natten. Vi udsætter derfor vores afgang og håber på opklaring.
Da regnen endelig stilner af, spænder vi rygsækkene på og begiver os ud på vores næstsidste vandring her på smukke Bornholm. Dagens mål er Rosengården lige uden for Boderne, hvor vi skal overnatte i nat.
Da vi når ned til stranden, er sigtbarheden så dårlig, at vi knap kan ane Dueodde Fyr i disen. Det blæser kraftigt, men heldigvis har vi vinden i ryggen, og vi nærmest flyver hen over sandet. En klar fordel ved det barske vejr er, at vi har hele stranden helt for os selv — et øde og dramatisk landskab kun for os.

Strandvandring

Fyret er stort set ikke synligt

Strandvandring
Vores redning
Efter en times vandring var det tid til morgenmad. Vi havde købt proviant med fra campingpladsen, så det blev et måltid med havudsigt – på en bænk med udsigt til bølgerne og blæsten.
Vi fortsatte langs stranden, men mørke skyer trak op i horisonten. Jeg syntes ellers, vi havde fået regn nok for turen. Ved Sømarken fik jeg øje på et isflag og tænkte, at et ishus ville være et tiltrængt og hyggeligt stop. Det viste sig dog at være et lille røgeri – Beccarøgeri – og vi nåede lige at komme i ly, da regnen pludselig væltede ned.
Den næste time tilbragte vi med den lækreste frokost, mens regnen trommede mod ruderne. Og da vi igen trak i rygsækkene og fortsatte, dukkede solen frem i glimt mellem skyerne.

Krokodiller på stranden

Det lækreste mad

Baccarøgeri
Sand sand sand
Efter frokosten fulgte vi stranden de sidste 8 kilometer mod Boderne. Egentlig skulle vi have trukket ind i landet, da vi passerede militærets øvelsesområder, men vi var heldige – der var ingen øvelse i dag, så vi kunne fortsætte ad den smukke kystlinje.
Det er krævende at vandre så langt i sand, men gårsdagens kraftige regn havde gjort underlaget hårdt de fleste steder, hvilket gjorde det lidt lettere.
I Boderne kunne vi fejre, at vi nu havde passeret 100 kilometers vandring. Og hvordan gør man det bedre end i solskin – med en velfortjent øl og en is, før vi satte kursen mod Rosengården, hvor vi skulle overnatte.

De flotteste farver

De små fine huse ved havnen

Bordenes havn
Rosengården
Vi ankom til Rosengården efter 15,5 km. Det burde have været en “kort” dag sammenlignet med de andre, men mine fødder var godt ømme – måske på grund af den lange tur i sandet.
Rosengården viste sig at være et rigtig hyggeligt gæstgiveri, hvor man kan købe både vandreaftensmad, morgenmad og madpakke. Et perfekt koncept for sådan nogen som os, der er ude hele dagen med rygsækken på.
Det er vores sidste overnatning på Bornholm, så det blev fejret med en drink før maden og lidt vin til – en fin og stemningsfuld afslutning på endnu en dejlig dag. Snart kalder sengen, så vi er friske til den sidste vandretur i morgen.

Rosengården er et hyggeligt sted
Tak fordi i læste med
Tak fordi I læste med her på dag syv af vores vandretur Bornholm rundt.
Har i set min hjemmeside? Eller tjek den lige ud, måske kan du finde inspiration til din næste rejse. Du finder den bare her.
I morgen skal vi ud på sidste etape mod Rønne og bilen. Vi har netop ændret hjemrejsetidspunktet, så vi får travlt i morgen. De sidste 22 km ligger og venter på os.

Læg en kommentar