Sri Lanka

Jeg har planlagt denne rejse i næsten et helt år. Læst, undersøgt, drømt og justeret igen og igen. Sri Lanka har længe ligget og lokket – ikke som én bestemt oplevelse, men som et land med mange muligheder, som jeg havde lyst til at udforske i mit eget tempo.

Runderejse, badeferie, arbejdsferie mv.

Mine 38 dage hernede er delt op i flere kapitler. Først 10 dage alene på rundrejse. Derefter 13 dage med familien. Så 12 dage, hvor arbejde og rejse flyder sammen, inden det hele rundes af med 3 dages fødselsdagsfejring sammen med familien. Det er lidt af et puslespil – og netop derfor krævede starten ekstra omtanke.

Planlægningen var et større puslespil

Jeg vidste hurtigt, at jeg ikke ville bruge de første dage på at finde rundt i togplaner, lokale busser eller forhandle tuk-tuk-priser. Ikke fordi det ikke er en del af eventyret – men fordi tiden i starten er knap. I stedet fandt jeg ud af, at det på Sri Lanka er både nemt og relativt billigt at leje en bil med chauffør. Det blev løsningen.

Efter lidt søgen fandt jeg et srilankansk rejsebureau med gode anmeldelser. De tilbød at arrangere det hele, men vi valgte en lidt anden tilgang. Jeg beskrev de oplevelser, jeg gerne ville have plads til på de 10 dage. De lagde ruten, og jeg bookede selv hotellerne undervejs. En god balance mellem frihed og tryghed.

Efter først 3 timers flyvning til Istanbul og derefter 8 timer videre mod Colombo lander jeg i Sri Lanka klokken 06.00 lokal tid – hvilket svarer til klokken 02.00 hjemme i Danmark. Træt, spændt og en smule kvæstet.

I ankomsthallen bliver jeg mødt af et smil. Chaufføren står klar, og pludselig føles det hele meget virkeligt. Efter at have vekslet penge og købt data til telefonen starter dagens program (56 kr. for 30 dage) En lang dag venter – uden meget søvn i kroppen – men med følelsen af, at rejsen endelig er begyndt.

Og det her… det er kun starten.

En lille abe på vores vej

Turen ud af Colombo

Turen fra Colombo lufthavn til Dambulla tager omkring tre timer. De første mange kilometer går gennem udkanten af Colombo – en by, der ikke ligefrem virker særlig charmerende . Trafikken er tæt, støjen konstant, og bygningerne virker slidte og kaotiske. Det er ikke her, Sri Lanka viser sit mest indbydende side, og jeg når kort at tænke, om mine forventninger har været for høje.

Men langsomt ændrer landskabet sig. Byen slipper sit greb, og vejene bliver grønnere, roligere. Det føles som at bevæge sig ind i et andet Sri Lanka – det, jeg havde håbet på.

Så smukt bygget ind i klippen

Dambulla Grottekloster

Dambulla Grottekloster er et buddhistisk tempelkompleks, hugget ind i klippen og optaget på UNESCOs verdensarvsliste – ikke bare som et religiøst sted, men som et bevis på mere end 2.000 års historie.

Allerede på vej op ad trappen mærker jeg varmen og roen. Trinene snor sig op ad klippen, og undervejs passerer jeg både aber, pilgrimme og turister – alle i deres eget tempo. Jeg vælger mit eget og tager mig tid det nu må tage, da det er lidt hårdt for både kondien og knæene.

Klosteret består af fem naturlige grotter, som har været brugt som helligt sted siden det 1. århundrede f.Kr. Ifølge historien søgte kong Valagamba tilflugt her, da han var fordrevet fra sin trone. Da han senere vendte tilbage til magten, lod han grotterne udsmykke som en tak. Siden da er stedet blevet udbygget og dekoreret af flere konger – lag på lag af tro og historie.

 

Kæmpe Buddha

Roen sænker sig

Inde i grotterne er lyset dæmpet. Væggene og lofterne er dækket af detaljerede fresker, der viser scener fra Buddhas liv, og rummet er fyldt med Buddha-statuer i alle størrelser og stillinger. Nogle er massive og dominerende, andre mere ydmyge, men tilsammen skaber de en meget fin samling.

Jeg bliver helt stille når jeg kommer ind i sådan et rum. Overvældet over hvad mennesker har kunne skabe for så mange år siden og så er der også noget ved at befinde sig et sted, hvor mennesker i generationer har søgt mening og beskyttelse. Det føles egentlig ikke som et museum – mere som et sted, der stadig lever på samme måde som de mange buddhistiske templer som jeg besøgt på min rejse i Tibet og Nepal.

Se lige det smukke loft

Naturen er fantastisk smuk

Da jeg træder ud igen, rammer lyset og varmen mig med det samme. Udsigten heroppefra er nærmest uendelig grøn, og kontrasten mellem grotternes mørke og det åbne landskab er smuk. Jeg går der oppe et stykke tid og ender på en platform, hvor jeg kan se til Sigiriya rock og Pidirangala Rock som også står op min ønskeseddel, men jeg er i dette område.

Fås det næsten smukkere?

Lad rejsen begynde

Så er mine 5 uger kommet igang allerede fyldt af spændende oplevelser. De kommer ikke nødvendigvis i den rigtig rækkefølge, da mine indlæg denne gang mere omhandler de forskellige steder jeg besøger på min tur. Tak fordi gider at læse med – det skal nok komme meget mere. Eventyret er kun lige begyndt.

Har du brug for mere inspiration så kig på min hjemmeside. Du finder den bare her.

Husk at du også kan tilmelde dig mine nyhedsbreve, så kommer de her nyhedsbreve direkte til din mail – nemt og enkelt.